Børn er klar til rekordsjov fest
Børnenes Rekordbog er på gaden, og i Hjørring markeres det med en rekordfestlig dag i Metropol ShoppingCenter lørdag 28. oktober mellem klokken 11 og 15.
Lørdagens officielle program for bogudgivelsen indledes klokken 11 med åbningstaler på centerets torv ved borgmester Arne Boelt og Mikael Brøgger, der stifter af Børnenes Rekordbog.
Derefter skal Årets Børneven 2018 kåres, og Børnenes Rekordbogspris skal uddeles til en lokal rekordindehaver, der har gjort sig bemærket med en rekord.
For at markere åbningen af rekordfesten, går deltagerne efterfølgende ud foran Metropol og laver en stor ballonopsætning.
Fra klokken 11.30 er der hele dagen aktiviteter på scenen, som vil blive styret af konferencier Søren Homann.
Herefter er der mulighed for at sætte rekorder i forskellige udfordringer på scenen frem til klokken 15.
Publikum vil også møde nogle af de børn, der allerede er rekordindehaver. Blandt andre stiller Malthe Westergaard fra Muldbjergskolen op - han kan jonglere 9000 gange med en fodbold. Og han vil give publikum en smagsprøve på sine evner og store udholdenhed.
Tårs Skoles SFO har påtaget sig ansvaret for at kontrollere lokale rekorder i Vendsyssel, og voksne og børn fra SFOen er med jævne mellemrum ude at tjekke nye rekordforsøg. En opgave skolen i Vrå tidligere har løst.
- Vi står for udgivelsesfesten i år. Det går på skifte mellem regionerne, fortæller pædagogisk leder fra Tårs, Lars Westergaard, der ser frem til en festlig dag.
Han tilføjer, at opgaven med at kontrollere rekordforsøg rundt omkring i landsdelen har givet børnene i Tårs rigtig mange gode, fælles oplevelser.
- Og samtidig er der meget læring i opgaven med at kontrollere rekordforsøg. Den opgave er vi rigtig glade for, tilføjer Lars Westergaard.
Børn fra Tårs Skole var også til aktive, da Hjørring Bibliotek i efterårsferien udfordrede bibliotekets lånere med sjove rekordforsøg.