Børglum Forsamlingshus skal udvides
Borgermøde viste bred enighed om, at planerne virker både fornuftige, gennemtænkte og fremtidssikrede
BØRGLUM: Der har været afholdt borgermøde i regi af Foreningen Børglum og Omegn om den påtænkte renovering af - og tilbygning til Børglum Forsamlingshus. Der var mange fremmødte, og der var bred enighed om, at planerne virker både fornuftige, gennemtænkte og fremtidssikrede.
- Hjørring Kommune besluttede at sælge Børglum Gamle Skole, og derfor stod foreningen pr. 1. juli 2019 og manglede lokaler til de mange aktiviteter, vi normalt har afholdt i skolen. Dette er baggrunden for, at vi har lagt planer for en tilbygning til Børglum Forsamlingshus, så det kan rumme flere typer aktiviteter og som har plads til alle aldersgrupper. Aktiviteterne har brug for nye rammer – og ikke mindst de rette rammer, lyder det i en meddelelse fra bestyrelsen for Foreningen Børglum og Omegn.
Selve tilbygningen består i en forlængelse af forsamlingshuset, og ideen med tilbygningen er, at man skal kunne benytte dette nye foreningslokale samtidig med at forsamlingshuset er udlejet.
Det er meget vigtigt, at det ene ikke udelukker det andet. Tilbygningen bliver opført som et stort lyst rum, så der er mulighed for at indrette det efter de forskellige brugeres behov.
Foreningen Børglum og Omegn har yderligere haft en legeplads ved den Gamle Skole, og den skal også flyttes hen til forsamlingshuset, nu hvor skolen er solgt, så i vores anlægsprojekt er der derfor budgetteret med en ny legeplads som skal indeholde legeredskaber, multibane og petanquebane.
- Mht. finansiering af renovering, tilbygning og legeplads så har Foreningen Børglum og Omegn selv sparet 200.000 kr. op, vi vandt i 2019 Nordjyske Banks Foreningspris på 33.333 kr. og så har vi i 2020 fået 5.000 kr. fra Lions i Vrå.
- Disse midler er en start, og så går vi ellers i gang med at søge fonde. Vi er jo en forening som drives via frivillig arbejdskraft, og der bliver allerede og vil også fremtidigt blive investeret en masse af det i projektet.
I 2015 blev toiletterne i forsamlingshuset renoveret og et handicaptoilet blev tilføjet. Nu er turen så kommet til resten af huset, for det bliver flittigt brugt og bærer derfor præg af slitage samt trænger til en opdatering af køkkenfaciliteterne.
- Udlejning af huset er en vigtig indtægtskilde for foreningen, så det er af stor vigtighed, at det fungerer optimalt og fremstår indbydende. Planerne for renoveringen er lavet med udgangspunkt i de mangler som huset har, og de ting der er vurderet som vigtige for at opretholde det bestående niveau af udlejninger i fremtiden.
Foreningen Børglum og Omegn blev stiftet i 2017 og den blev til ved at fusionere to gamle foreninger, hvilket skabte et styrket sammenhold og aktiviteter i det lille lokalsamfund.
- Vi er meget sociale og arbejder sammen om tingene på tværs af generationer. Alle kan bidrage med det de kan og vil, og vi har folk med i alderen fra 0 til 90 år – ingen kan alt, men alle kan noget, og det er alle de frivillige kræfter som gør at foreningen Børglum og Omegn eksisterer og er succesfuld.
- I mange år har vores aktiviteter været huset dels i Børglum Gamle Skole og dels i Børglum Forsamlingshus. Af aktiviteter kan bl.a. nævnes kunstudstilling, fastelavnsfester, affaldsindsamlingen, byfester, sneølsfester, juletræsfester, koncerter, fællesspisninger, juniorklub, torsdagsklub og pensionistklub – der er altså gang i aktiviteterne i byen selvom befolkningstallet ikke er så stort, slutter man fra Børglum.