Bøgstedløb og gåtur i skoven
Foråret er endelig over os, og efter en lang og grå vinter er der ikke noget mere livsbekræftende end en tur i skoven, som i maj måned stadig er frodig og fuld af liv.
27. maj holdes der traditionen tro Bøgstedløb i Astrup, og i år er der mulighed for at opleve skoven på en helt ny måde.
- Er du mere til fuglefløjt end fart over feltet, så byder årets løb nemlig på en vandretur med naturvejleder Jakob Kofoed i den smukke Bøgsted plantage. På vandringen vil du blive guidet rundt i den smukke skov, som byder på både søer og mange kulturspor, så kridt vandreskoene og gør dig klar til en oplevelse i den uspolerede og smukke natur, lyder opfordringen fra arrangørerne.
Vandringen begynder klokken 13.30 fra Astrup Sønderskov friskole og varer cirka halvanden time.
Der er mulighed for at tilmelde sig nu og spare penge, men man kan også tilmelde sig på dagen.
Efter vandringen kan du nyde en forfriskning i Astrup-Sønderskov friskoles café, der er at finde i målområdet.
Læs mere på www.bogstedlobet.dk