Livet her

Blomsterbutik i Brinck Seidelinsgade får døgnåbent

Blomsten 24/7 er navnet på den nye butik, der åbner fredag - Lene Krogh har taget initiativ til butikken

04. september 2019 kl. 06:40

HJØRRING: Blomsten i Brinck Seidelinsgade får en lille ny: En døgnåben butik med høflig selvbetjening, der bærer navnet Blomsten 24/7.

Hjørrings nye døgnåbnede butik frister med smukke sammenplantninger og buketter, gavepakninger med både søde og flydende lækkerier samt blomster til kirkegården. Blomsten 24/7 har som navnet antyder åbent døgnet rundt, og den er et supplement til den eksisterende blomsterbutik, som Lene Krogh har drevet i 20 år.

- Jeg forventer, at den nye butik bliver taget rigtig godt imod i Hjørring, siger Lene Krogh.

- Ideen har jeg fået fra en butik i Kolding, fortæller hun og tilføjer, at ideen i øvrigt er kopieret flere steder i landet.

- Når man pludselig bliver inviteret ud eller måske har glemt at købe gave - eller skal på kirkegården en søndag, kan man bare hente blomster og gaver i Blomsten 24/7.

Indgangen til Blomster 24/7 ligger i gården lige ved siden af Blomsten, og 6. september er der åbningsfest, hvor Blomstens team byder gæster på pølser og øl i gården mellem klokken 16 og 18.

Det er let at få adgang til butikken døgnet rundt. ”Nøglen” er nemlig mobiltelefonen. Man sender en kode til nummeret, der står på indgangsdøren, får tilsendt en kode via sms, som man taster ind - og vupti, så bliver døren låst op. Inde i butikken foregår betalingen med mobilpay - et skilt fortæller, hvad kunderne skal gøre trin for trin.

Annonceret indhold

Nyeste