HJØRRING: Debatten om klimaforandringerne og den globale opvarmning mudrer ofte til i formodninger, myter og særinteresser. I en større kampagne sætter bibliotekerne i Nordjylland nu ind over for den forvirring og misinformation, der eksisterer på klimaområdet.
Kampagnens omdrejningspunkt er ikke så meget det klassiske "for" og "imod". Det er mere et spørgsmål om "hvordan", ’"hvornår" og "hvor meget". Hvordan skal ansvaret og byrderne for eksempel fordeles? Hvor meget haster det? Og når vi taler om grøn omstilling og vækst - hvad og hvilken form skal dén så have?
Samtidig vil fokus i kampagnen være på at forhindre, at danskernes eget grønne image og grønne selvforståelse ikke bliver en sovepude, der står i vejen for at handle eller bliver brugt til at sparke klimadebatten til hjørne. For trods verdensomspændende initiativer og samarbejdsplaner har USA med sin udtrædelse af i Paris-aftalen vist, at man ikke kan tage klimabevidsthed og ansvar for givet.
Kampagnen skal da netop også tage favntag med nogle af de tendenser og strømninger, der bl.a. har været udslagsgivende for, at USA har vendt klimasamarbejdet ryggen. Her er det vigtigt, at der er fakta på bordet, så debatten fx ikke strander på, hvad vi føler - eller affærdiges med, at der ikke kan være global opvarmning, når nu vi har så kold en vinter.
I kampagneperioden vil de nordjyske biblioteker lægge hovedfokus på tre tjenester, der kan bidragte til at nedbryde klimamyter og kvalificere debatten:
Faktalink.dk, der med sin enorme samling af artikler rummer tallene, politikken og historikken bag om klimadebatten.
Filmstriben.dk, der rummer en kavalkade af film, der stiller de globale forandringer i et personligt eller dokumentarisk lys.
Forfatterweb.dk, der giver nem adgang til de mest centrale forfatterskaber og bøger, der bruger klimaforandringerne som rammefortælling.
Bliv klog på klimadebatten
I en større kampagne sætter bibliotekerne i Nordjylland nu ind over for den forvirring og misinformation, der eksisterer på klimaområdet
17. april 2018 kl. 19.23