Billede beskrivelse

Blandede bolsjer

13. september 2017 kl. 09.00

Sindal Billard Klub har haft flere hold i kamp i ugens løb.

Serie 3 hold 2 har på hjemmebane spillet mod Vrå 2. Resultatet blev uafgjort 4-4.

Niels O. Jensen (2,42) havde ikke det sædvanlige glid over spillet, og således kom han hurtigt i store problemer. Trods god fight lykkedes det ikke at indhente det forsømte. Således måtte han indkassere et stort nederlag.

Thorvald Jørgensen (6,14) fandt hurtigt rytmen i spillet, og således dirigerede han mesterligt ballerne rundt på bordet. Den fine indsats gav naturligvis en koloenorm stor sejr.

Poul Erik Thomsen (5,81) gjorde det ligeledes glimrende. Her var der lidt mere bid i modstanderen uden det dog blev rigtig farligt. Med god koncentration holdt han hele tiden modstanderen solidt bag sig, og sluttelig kunne han således trille en sikker sejr i hus.

Poul H. Pedersen (4,60) nåede ikke tidligere tiders højder. Med en indsats noget under middel, måtte han derfor se sig klart distanceret.

Old boys hold 2 har på hjemmebane spillet mod Asaa 3. Resultatet blev en knusende sikker sejr på 6-2.

Torkil Molsen (1,95) spillede en hel del under middel. Selv om han hele tiden forsøgte at rette sigtekornet ind, forblev det desværre stolpe ud. Således måtte han indkassere et noget unødvendigt nederlag.

Frank Pedersen (5,48) slap startblokken som om han løb om kap med Usain Bolt. Spilforståelsen var i top, og da alle valgte dessiner gav frugt, så blev det spil til et mål. Da han passerede mållinjen befandt modstanderen sig stadig i startområdet. Altså en særdeles overbevisende indsats med en kæmpe stor sejr til følge. Thorvald Jørgensen (4,77) ydede en ordinær indsats. Denne gang var det mere end rigeligt til at trille en komfortabel sejr i land.

Ulrik Nielsen (5,66) leverede ligeledes en indsats på det jævne. Da han ikke blev udsat for den store modstand, var kimen til en sikker sejr hurtigt lagt.

2-mands hold 1 har på hjemmebane spillet mod Tårs 2. Resultatet blev et stort nederlag på 0-4.

Karsten Brath (4,08) tog del i et spændende og dermed lige opgør. I slutfasen stod han desværre ikke distancen, og således måtte han indkassere et meget stort nederlag.

Casper B. Caspersen (12,72) ydede en ordinær indsats. Da modstanderen havde turbo på, blev det hurtigt lidt op ad bakke. Trods ihærdige forsøg kom der desværre aldrig spænding i opgøret. Altså et meget stort nederlag.

2-mands hold "Team Østerlund" har på hjemmebane spillet mod ABK 31 fra Aalborg. Resultatet blev lidt uventet uafgjort 2-2.

Egon Jørgensen (5,35) havnede fra start i bunkeren. Herved kom han hurtigt langt bagud. Han fik dog ballerne tilbage på green, og herfra gik det virkelig stærkt. Først blev det forsømte indhentet og siden lagde han så megen afstand, at han sluttelig kunne sikre sig en meget flot sejr.

Michael Fischer (19,40) gjorde det særdeles glimrende. Alligevel var han nærmest chanceløs. Modstanderen overgik nemlig sig selv, og således blev det til et meget klart nederlag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste