Blåt naturflag til Skovly Private Naturdagpleje
Det Blå Flag fra Friluftsrådet tildeles som en belønning til dagplejere for en særlig indsats inden for kropslig udvikling med naturen som springbræt. Rådets "Spring ud i naturen" certificering supplerer Grønne Spirers traditionelle naturdagpleje certificering, der omhandler særlige regler om "Jord-til-bord" og dagligt ude liv.
Da Skovly Private Naturdagpleje opfylder alle de kriterier som kræves til begge ordninger, "De Grønne Spirer" for en grøn hverdagsprofil og den nye "Spring Ud i Naturen" for sund kropslig udvikling, må de som de første i Hjørring Kommune nu flage både med Det Blå og Det Grønne flag, der viser, at her er en naturdagpleje, som opfylder kommunens og Friluftsrådets strenge krav.
I den anledning havde Skovly Private Naturdagpleje forleden inviteret tidligere, nuværende og kommende forældre med deres børn til at fejre tildelingen af Det Blå "Spring Ud i Naturen-flag". Alle var med til at hejse det flotte flag, og bagefter var der blå og grønne flagkager til alle.
For at modtage "Spring Ud i Naturen-flag" skal dagplejen have arbejdet med de 18 grundbevægelser: Gå, løbe, springe, hoppe, hinke, kravle, krybe, trille, snurre, balancere, vippe, gynge, svinge, klatre, trække, skubbe, kaste og gribe. Derudover skal medarbejdere fra dagplejen have deltaget i kursus om leg og bevægelse i naturen.
I Grønne Spirer ordningen er der fokus på udeliv, natur og miljø samt en grøn og sund hverdag, også her skal medarbejderne i dagplejen havde gennemgået et særligt kursus under Friluftsrådet, inden der må flages med Det Grønne flag.
I dagplejen Skovly hos Anette og Sofie Kohsel er børnene ude hver eneste dag året rundt.
- Ude har vi legeplads med stor sandkasse og sansemotorisk bane samt en tunnel af pil og en udhulet træstamme, der kan kravles i og springes fra. Vi har både scooteren og cykler. Rutsjebaner samt flere legehuse som børnene kan boltre sig med. Der er græsplæne, køkkenhave, drivhus og dyr, hunde, katte, kanin, fugle, heste og geder. Vi har også en lille bålplads, hvor vi ofte tilbereder mad. Pandekager er et stort hit. Alt sammen fordi børnene skal have optimale muligheder for gode, sjove og sunde lærende oplevelser. Og få hundrede meter herfra ligger Baggesvogn Skov, som vi besøger flittigt året rundt, fortæller Anette Kohsel.
Anette og Sofie oplever en stor efterspørgsel på pladser i deres private naturdagpleje, så stor, at der først er ledige pladser i 2020.