Billetfest: 10.520 gratis billetter er allerede bestilt
Aprilfestivalen oplevede run på billetterne til teaterforestillingerne allerede fra dag et
HJØRRING: Om få dage åbner Aprilfestivalen i Hjørring Kommune. Festivalens online-billetbestilling, hvor det er muligt for alle at få del i de over 25.000 helt gratis billetter, er netop åbnet - over 10.000 billetter er allerede nu bestilt, og adskillige forestillinger er næsten fuldt booket. Forhåndsinteressen for festivalen er dermed åbenlys, og arrangørerne glæder sig nu til at byde både teaterfolk og publikum velkommen til at deltage i intet mindre end verdens største turnerende teaterfestival for professionel scenekunst for børn og unge.
For kommunens børn og unge samt deres voksne er festivalen et sandt overflødighedshorn. Publikum kan opleve både ordrige og ordløse forestillinger. Der er musik- og danseforestillinger, performance og poetisk dukke- og animationsteater. Festivalen præsenterer også grandiose helte-eposser og krigsdramaer, hvor menneskelige tragedier oprulles for publikum.
Der er også spændende nyfortolkninger af gamle eventyr, knugende socialrealisme og medrivende skildringer af historiske begivenheder. Fælles for alle festivalens forestillinger er, at de gerne vil fortælle en vedkommende historie for deres publikum - uanset om emnet er krig, kærlighed, kærestesorger, hverdagsliv, spiseforstyrrelser, selvmord, teenager-liv, stress eller sex.
Teaterarrangører fra skoler, biblioteker, institutioner og teaterforeninger strømmer til festivalen, fordi festivalen er en enestående mulighed for at orientere sig i det store udbud. For teatrene selv er det et vigtigt udstillingsvindue med henblik på det efterfølgende salg af turnéforestillinger.
Festivalarrangørerne har gjort sig umage for, at alle dele af kommunen får teater – således spilles der teater over hele kommunen - også flere steder i nabokommunen Frederikshavn nyder godt af den teaterfeber, der kommer til at ramme Hjørring. Lige meget hvor man vender sig hen, vil der ikke være langt til en – helt gratis – teateroplevelse i uge 14.
På skoler og institutioner vil børn og unge blive forkælet med teater i dagtimerne, og om eftermiddagen og i aftentimerne er der også arrangeret forestillinger mange forskellige steder, hvor hele familien kan gå i teatret sammen. Hertil kommer et stort Festivalshow, som kører hele to gange om torsdagen den 4. april på Vendsyssel Teater. Samme sted kan publikum også opleve to spændende internationale gæstespil fra Frankrig.
Læs mere om hele festivalen, der afvikles i dagene 31. marts – 7. april, på www.aprilfestival.dk, hvor man også kan bestille gratis billetter til de mere end 150 forskellige forestillinger, der opføres af over 100 teatre.