Bilister kan tanke penge til tennisklubben
Pengene fra den nye sponsoraftale skal blandt andet gå til uddannelse af trænere
VRÅ: Vrå Tennisklub kan se frem til økonomisk medvind. I hvert fald har klubben fået en sponsoraftale med energiselskabet OK, som betyder, at bilister kan bidrage til tennisspillernes klubkasse, hver gang de tanker brændstof. Klubbens formand, Jan Bæk Ilsø, fortæller, at støttekronerne skal rettes mod trænerne.
- Vi vil gerne gøre mere i at uddanne trænerne her, men også gøre mere i at få nogle instruktører udefra til at komme hertil, så vi kan gøre vores spillere endnu bedre, siger formand Jan Bæk Ilsø i en pressemeddelelse. Og han tilføjer:
- På lang sigt vil vi også gerne skabe en ungdomsafdeling.
Gratis at støtte
Aftalen er simpel. Man kan støtte klubben med fem øre for hver liter, der tankes hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og selskabets forhandlere, som betaler støtten. Man skal bare melde sit OK Benzinkort til Vrå Tennisklubs sponsoraftale, så gives støtten, uanset om betalingen sker med benzinkortet, betalingskort eller i Tank & Betal-appen.
Klubben får fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte tennisspillerne med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter.
Lokale aktiviteter er OK
OK er med på banen, når flere af Danmarks bedste sportsudøvere kæmper for guld. Men støtten går ikke kun til eliten. I en lang årrække har OK støttet lokalsporten, da virksomhedens tankstationer spiller en rolle i lokalsamfundet. Derfor har det virket naturligt for OK at støtte lokalsporten.
- Lige nu har mere end 1.700 foreninger over hele landet en sponsoraftale med OK. Sponsorkronerne bliver omsat til mange gode oplevelser i klubber og foreninger og hjælper med til, at børn og unge har mulighed for at dyrke idræt, der hvor de bor, siger Anders Knudsen, salgsdirektør i OK.