Billede beskrivelse

Bikere gav den fuld gas i motionscenteret i Løkken

22. december 2019 kl. 11.56

De 21 cykler i spinningslokalet på Løkken Idrætscenter snurrede ekstra længe, da Løkken Motionscenter holdt juleevent for bikerholdene.

Pulsen var høj, og det samme var musikken, mens den flerfarvede julebelysning blinkede heftigt i de to og en halv timer, hvor der blev kørt i højt tempo.

Det er første gang de to bikerinstruktører Helle Anna Libak og Nanna Vestergaard prøvede at arrangere juleevent for de i alt ca. 35 bikere i Løkken Motionscenter.

Der var gjort et stort forarbejde med at skaffe sponsorer. Sparekassen Vendsyssel sørgede for drikkedunke til alle, Med24 donerede energidrik og SuperBrugesen Løkken gav tapas. Desuden var der gaver og præmier fra en lang række lokale firmaer.

Derfor var der præmier både til bedste spurt og andre discipliner. Ved den efterfølgende frokost blev der spillet omvendt banko med masser af gevinster.

- Der blev gået til den, og det blev både festligt og med sjovt. Vi håber at kunne gentage succesen næste år, lyder det lidt forpustet fra de to instruktører.

Der er to faste bikerhold om ugen i Løkken med i alt ca. 35 medlemmer.

Begge instruktører har også hold i Hjørring og Brønderslev.

- Men vi elsker at komme til Løkken. Her er hyggeligt, og man kommer til at kende hinanden. Her er også et socialt miljø, hvor vi får vendt nogle lokale ting. Det oplever man ikke på de større steder, konstaterer Helle Anna Libak og Nanna Vestergaard.

Det er 7. år, der tilbydes spinning som er en del af motionscentret i Løkken Idrætscenter.

Michael Hauge Ørnbøl er teamleder med det daglige ansvar for svømmehal og motionscenter. Han fortæller, at der er registreret ca. 1400 medlemmer i motionscentret. Heraf er ca. 500 faste medlemskaber med månedlig betaling. Øvrige er fordelt på klippekort og turistpas.

- Vi har på det seneste givet vores bikeinstruktører større frihed til at planlægge events, herunder også planlægning af tidspunkt for vores bikerhold. Dette håber vi kan medføre flere deltagere, og derved åbne muligheden for flere hold i løbet af ugen, siger han.

- Der er også nye tiltag på vej i motionscentret i året der kommer, siger Michael Hauge Ørnbøl.

- Blandt andet har vi planer om at indrette et cafeområde med lidt læsestof og muligheden for at købe non alkoholiske produkter. Vi er endvidere i færd med at få produceret sportstrøjer/t-shirts med logo der kan købes til en fornuftig pris.

- Der er desuden taget kontakter til en ernæringsvejleder og en yoga/akupunktur instruktør.

- Så der dukker helt sikkert nye og spændene tiltag op til medlemmer af Motion Løkken i det nye år. Med et løbende medlemskab har man adgang til alle vore motions aktiviteter, herunder også svømmehal og diverse kurser, slutter Michael Hauge Ørnbøl.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste