Det nye universitetshospital i Aalborg ventes at stå færdig i 2022, og der kommer også til at være en landingsplatform på taget af hospitalet. Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

Bevilling på plads: Nu får supersygehus sin helikopterplatform

Regionsrådet tager 10 millioner kroner fra infrastrukturpulje

05. april 2021 kl. 05:30

AALBORG: Regionsrådet har fjernet enhver tvivl om, hvorvidt det nye supersygehus i Aalborg får en helikopterplatform.

Tirsdag aften besluttede Regionsrådet at bevilge 10 millioner kroner fra en infrastrukturpulje. Pengene skal understøtte arbejdet med at få en platform på toppen af hospitalet, hvor der er plads til, at såvel lægehelikoptere som de noget større redningshelikoptere fra Flyvevåbnet kan lande.

Usikkerhed om den samlede økonomi i byggeriet af det nye supersygehus i Aalborg fik allerede i december 2019 den konsekvens, at planerne om en helikopterplatform ved hospitalet blev fjernet fra hospitalets budget.

Men platformen er så højt prioriteret, at regionsrådet nu har sat penge af til opbygningen af platformen, som ventes at koste i omegnen af 35 millioner kroner.

Det er håbet, at restbeløbet ud over de 10 millioner kroner kan skaffes til veje via private fonde. Andre danske hospitaler har tidligere fået fondsstøtte til lignende projekter, og behovet skønnes ikke at være mindre i Nordjylland.

- Region Nordjylland er den mindste region målt på antallet indbyggere, men vi dækker et geografisk område med store afstande. Derfor er der et klart behov for, at hjælpen også i vores landsdel kommer hurtigt frem til blandt andet livstruende sygdom. Når helikopteren sendes i luften for at hente en patient, er det et kapløb med tiden, og det gælder også, når helikopteren lander ved hospitalet. Så skal man kunne aflevere patienten næsten lige ved døren til videre behandling uden unødige forsinkelser, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) i en pressemeddelelse.

Til Nordjyske siger Ulla Astman, at regionen allerede har en ansøgning liggende til behandling hos en fond.

- Nu må vi vente at se, hvad der sker med ansøgningen. Men vi er optimister og håber, det lykkes at få den igennem, siger Ulla Astman.

Regionsrådsformanden forventer svar på ansøgningen i løbet af foråret.

- Vi sætter vores lid til, at danske fonde også vil kigge til Nordjylland. Hvis ikke er jeg ret sikker på, at regionsrådet må og vil være villig til at finde pengene et andet sted, for der er bred opbakning til, at der skal være en helikopterplatform på hospitalet, siger Ulla Astman.

Hun understreger, at de 10 millioner kroner, som blev bevilget fra infrastrukturpuljen, ikke rammer andre planlagte projekter.

- Det er en pulje, vi havde sat af til infrastruktur omkring bl.a. det nye sygehus. Der var ikke sat navn på pengene før, så de bliver ikke taget fra noget, understreger regionsrådsformanden.

Også projektd irektør Niels Uhrenfeldt, Nyt Aalborg Universitetshospital, glæder sig over tirsdagens bevilling. Og det haster med at komme i gang med arbejdet.

- Vi skal bruge cirka halvandet år til at få den færdigbygget, så vi er under tidspres i forhold til åbning af hospitalet. I det oprindelige projekt var der kun en landingsplads på terræn, men den kunne de store redningshelikoptere ikke bruge på grund af vindtrykket fra deres rotorblade, så nu kommer både redningshelikopterne og lægehelikopterne til at lande på taget af sengebygningen, hvorfra der er direkte elevator ned til operationsstuerne og akutmodtagelsen. Det bliver helt optimalt, siger Niels Uhrenfeldt.

Platformen placeres på det sydlige sengetårn og skal understøttes af stålsøjler, der hviler på en forstærkning i byggeriets centerkerne. For at få plads til de bærende søjler skal der laves tekniske ændringer og tilpasninger af bygningen, så der ikke kommer noget i vejen, når selve platformen skal på plads.

Hospitalsbyggeriet er langt fremme, og det forventes, at håndværkerne er færdige på byggepladsen sidst på året.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu