Bestået!: Kokke-elever fra Hjørring fik huen på efter kulinarisk verdensturne - se video

12. juli 2021 kl. 15.00
Opdateret kl. 15.07

Efter et års pause afholder 4H Vendsyssel igen Madskole, hvor børn i alderen 8 - 12 år på en hyggelig og sjov måde lærer at lave mad med vejledning og hjælp af frivillige instruktører.

I sidste uge var der Madskole på Lundergård Skolen i Hjørring, hvor 11 piger fra Brønderslev og Hjørring med stor iver kastede sig over madlavningens kunst. Madskolerne har hvert år et nyt tema. I år blev pigerne taget med på en kulinarisk verdensturne til lande som Pakistan, Kina og Italien.

Hver dag i ugen skulle pigerne prøve at lave mad fra de forskellige verdensdele. Forleden var det mad fra Pakistan, der var på menuen. Dagen startede med morgenmad. Her blev der lavet morgengrød med frugter. Så var bunden lagt til den næste udfordring. ”Pakistanske Butterdejspakker med broccolisalat”. Selvom denne frokostret var en noget uvant menu i forhold til de kendte leverpostejmadder, så gik pigerne til opgaven med krum hals. Til hjælp havde de en fyldestgørende opskrift fra Madskolens opskriftsbog. En bog pigerne fik med hjem efter ugens madskole, så de også kan præsentere deres familier for mad fra forskellige verdensdele.

Pigerne var dog ikke helt overladt til sig selv med en opskriftsbog som eneste hjælp. Der var nemlig god hjælp og vejledning at hente fra de to frivillige instruktører Amalie Nielsen og Inga Dreiberg.

Der blev hakket løg, snittet salat, stegt kød og bagt butterdej. Efter en lille time var kødet med diverse krydderier og løg klar til at blive pakket ind i de små butterdejspakker, der derefter blev bagt i 15 minutter.

Bordet blev dækket og pyntet med små blomsterbuketter, som pigerne havde plukket i skolegården. Så kom den endelige prøve på madkunsten, hvordan smagte de ”Pakistanske Butterdejspakker med broccolisalat”. De smagte herligt, lød dommen.

Godt mætte og efter endt oprydning var der fri leg i skolegården, inden dagen blev afsluttet med undervisning om gode og sunde madpakker.

Formålet med 4H Madskoler er, at børnene møder produkter fra dansk landbrug, får værktøjer til at gøre varieret kost til et naturligt valg, har gode oplevelser med mad og motion og har det sjovt sammen. Madskolerne rundt i landet arrangeres af 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste