Billede beskrivelse

Bedre hjælp til skader på Dana Cup

10. juli 2017 kl. 06.25

Når mere end 20.000 deltagere fra hele verden igen i år møder ind til fodbold-turneringen Dana Cup i Hjørring Kommune, får de endnu bedre service end de foregående år. Især hvis de kommer til skade på den ene eller anden måde - hvad 650 gjorde ved turneringen sidste år.

Samarbejdet mellem de frivillige i turneringens M*A*S*H-telt og Regionshospital Nordjyllands akutmodtagelse i Hjørring bliver i år udbygget så meget, at papiret helt forsvinder og erstattes af elektroniske skemaer og journaler.

Det fortæller turneringens "hospitalsdirektør" og leder af M*A*S*H-teltet, sygeplejerske Jette Nordberg, der til hverdag er ansat på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

- Vi udbygger samarbejdet mellem M*A*S*H-teltet og akutmodtagelsen år for år. Vi vil i år tilstræbe at få vaccinationerne af f.eks. stivkrampe, som vi giver i teltet, registreret i Det Danske Vaccinationsregister. Det betyder, at skadestuen på hospitalet og egen læge kan se at der givet stivkrampe vaccine, fortæller Jette Nordberg.

- I år bliver vi i M*A*S*H papirløse - det vil sige, at vores skadeark bliver elektronisk, så vi følger Regionshospital Nordjylland i forsøget på at skære ned på papiret - og samtidig sikrer, at overgangen mellem os og hospitalet bliver meget lettere for både den skadede og de ansatte på hospitalet, når det bliver nødvendigt at sende en af deltagerne eller en pårørende til udredning eller behandling på hospitalet, fortæller Jette Nordberg.

- Vi fik sidste år egen kode til bestilling af røntgen, som vi bestiller via Regionshospital Nordjylland, og det foregår i teltet, så den skadede spiller kan gå direkte i røntgen og ikke skal gennem skadestuen. Røntgen sender så den skadede spiller i skadestuen, hvis røntgen afslører et brud, fortæller sygeplejersken.

Det er en af lægerne, der laver det elektroniske skadeark til IPad, fortæller Jette Nordberg.

Det sker som led i et forsknings-projekt - og gør i øvrigt at resultaterne fra Dana Cup kan bruges i den forbindelse.

- Med det bliver meget nemmere at hente data frem, når vi står med en skadet. Og dermed kan vi levere en bedre service både i M*A*S*H-teltet og på hospitalet - og hjemme hos egen læge, når turneringen er ovre, siger Jette Nordberg.

Jette Nordberg kan i øvrigt glæde sig over, at der i år bliver frivillige lægestuderende fra både Aalborg, Aarhus og Odense, når M*A*S*H-teltet åbner.

- Det er lidt af en succes! Vi har læger fra hele Jylland, der melder sig som frivillige - og får efterhånden også lægestuderende fra universiteterne i Aalborg, Aarhus og Odense. Det er nyt, at vi får fra universitetet i Odense. Men det glæder vi os selvfølgelig også over - fordi det betyder, at skadede deltagere i turneringen er i meget kyndige hænder, siger Jette Nordberg.

Ud over læger fra hele Jylland og de lægestuderende består de frivillige i høj grad af medarbejdere på Regionshospital Nordjylland, som bruger en del af deres ferie på at hjælpe med i teltene på Dana Cup.

Og de 50 frivillige i M*A*S*H-teltet får noget at se til, hvis turneringen forløber som den plejer.

Sidste år var der 650 skader blandt de 22.000 deltagere i Dana Cup’en.

- Vi har jo tre biler og en ombygget golfvogn med båre og vi kørte 90 ture i løbet af de 4 dage. Vi henter de skadede spiller ind til M*A*S*H-teltet fra baneanlæggene i hele Hjørring kommune, hvor der spilles i Hirtshals, Bjergby, Tornby, Tårs og Harken - ud over Hjørring, fortalte Jette Nordberg, da hun gjorde status efter turneringen sidste år.

- Vi tilbyder også gratis massage til turneringens spiller og her er der både lægeeksaminerede massører og fysioterapeuter klar til at hjælpe og de havde ca. 500 behandlinger sidste år, fortæller Jette Nordberg i dag.

Dana Cup afvikles i dagene 24. til 29. juli.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste