Bassindugen skal udskiftes i Vandhuset
Renoveringen skal foregå i sommeren 2019 - projektet koster 1,6 mio. kroner
HJØRRING: Bassindugen i Vandhuset skal udskiftes i sommeren 2019, og projektet giver Hjørring Kommune en udgift på 1,6 mio. kroner. Penge der er afsat på anlægsbudgettet for 2019.
Byrådet skal på det kommende møde tage stilling til, om pengene til udskiftningen skal frigives.
Vandhuset Park Vendia er opført og ibrugtaget i 2008. Udskiftningen af bassindugen er en ekstraordinær vedligeholdelsesudgift, da en bassindug som udgangspunkt kan holde i cirka 10 år. Bassindugene i Vandhuset begyndte allerede i 2017 at bule op flere steder, og udviser dermed tegn på, at det er tid til udskiftning.
Hvis dugene ikke kan holde tæt, vil bygningen få vandskader.
Udskiftningen tilrettelægges i sommerperioden med så kort en lukke-periode som muligt, så der er færrest mulige gener for brugerne. Tidspunktet for udskiftningen har været drøftet med de største brugere, og der planlægges, så der tages hensyn til skolernes ferieperiode og større arrangementer, herunder Dana Cup i uge 30.
Licitationen holdes i foråret.