Banko for Fortuna
700 deltog i Menys banko-fest i Hjørring - overskud sparkes videre til Fortuna
Meny Hjørring kunne byde velkommen til 700 børn og voksne i Fiberhallen i Hjørring søndag eftermiddag.
De var alle kommet for at få et par timers spænding og hygge i selskab med ingen ringere end legendariske Banko Carl, der som han selv udtrykker det: "Tilhører den gode årgang 36".
Og han sprudler stadig med god energi og godt humør.
Godt humør var der også hos købmand Henrik Svanhede og hans team fra Meny. De havde nemlig ikke tudet håbe på så stor succes.
Og det massive fremmøde betyder, at Fortuna Hjørrings ungdomsafdeling kan lune sig med i omegnen af 16.000 kroner, der bliver overskud fra arrangementet.
- Vi snakker hele tiden om at lave nye events - vi har i Meny lavet fødevaremesse, vinaftner og ølaftner. Og nu forsøger vi så med et bingoshow, smilede Henrik Svanhede med et nik ud over den fyldte hal.
- Og vi fik udsolgt, smilede han.
Ideen fik han fra en kollega i Kalundborg, der lavede bankoshow sammen med Banko Carl.
Meny Hjørring har tæt samarbejde med Fortuna, der hvert år i Dana Cup-ugen trækker mange kunder til byen.
- Det er byens største event, og vi vil gerne støtte op om klubben, tilføjer Henrik Svanhede.
Og fra publikum omkring bordene lød opfordringen, at Meny gerne må gøre bingoshowet til en årlig tradition.