Billede beskrivelse

Bank flytter - pengeautomaten bibeholdes

Den sidste åbningsdag for Nordjyske Bank i Sindal er fredag den 19. juni 2020.

13. maj 2020 kl. 11.53

SINDAL: For at tilpasse sig tidens krav og kundernes behov har Nordjyske Bank besluttet at flytte afdelingen i Sindal til afdelingen i Østergade i Hjørring. Den sidste åbningsdag i Sindal er fredag den 19. juni 2020.

Medarbejderne samles i en større afdeling, hvor man kan opnå en større fleksibilitet og rådgiverne kan få endnu bedre muligheder for at bruge hinandens kompetencer på tværs. Sammenlægningen skal sikre, at banken også i fremtiden kan opfylde kravene til god bankrådgivning, uanset at kravene løbende skærpes.

- Størstedelen af vores kunder bruger banken på en helt anden måde, end de gjorde for få år siden. De daglige forretninger klares med bankens selvbetjeningsløsninger, hvor der altid er hjælp at hente i bankens Kundeservice eller bankens hotline. Vores vigtigste opgave er at rådgive kunderne om pension, forsikring, investering og bolig. Her mærker vi et stigende rådgivningsbehov hos kunderne, som kræver, at rådgiverne altid er opdaterede på den nyeste viden og lovgivning. Vi samler derfor rådgiverne i Hjørring i én større afdeling, så de kan bruge hinandens erfaringer og faglighed, fortæller afdelingsdirektør Helle Sten.

Der vil i forbindelse med sammenlægningen være en del praktiske ting, som skal falde på plads inden flytningen i juni. Blandt andet bliver ejendommen på Nørregade sat til salg. Banken har allerede besluttet, at beholder pengeautomaten i Sindal, så der fortsat kan hæves kontanter, indsættes danske kroner på konto samt købe og sælge euro på konto.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at selvom vi snart flytter til Østergade i Hjørring, så ønsker vi fortsat at være lokale i hele området. Vi vil fortsat engagere os og deltager i byens aktiviteter og støtter op om foreningslivet, præcis som vi altid har gjort, siger Helle Sten.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste