Insta-scoop - Bage-Micki tager sine 67.000 følgere med til Løkken: - Vi kommer igen ...
Micki Cheng har besøgt Løkken, og han er overrasket over alle byens muligheder – nu er hans oplevelser på det populære sociale medie, instagram, hvor han tager sine 67.000 følgere med på et Løkken-eventyr og guider dem til, hvad der venter af oplevelser i byen.
Det er fire år siden Micki Cheng deltog i ”Den store bagedyst”. Han opnåede at komme i finalen, men tabte til nordjyske Liv Martine Hansen. Siden har han sagt sit job op og lever af at lave reklame på instagram, være TV-vært og skrive kogebøger.
Det er projektleder hos Destination Nordvestkysten, Lisa Sand, som inviterede Micki Cheng til Løkken.
- Micki har en sprudlende og positiv personlighed, samtidig med at han er en enormt dygtig formidler, fortæller Lisa Sand og fortsætter: - Han forstår at inddrage sine næsten 67.000 følgere i sine oplevelser på en nærværende og indlevende måde.
- Derfor var jeg i dén grad glad for at høre, at han gerne ville tage sine følgere med på et Løkken-eventyr og vise dem, hvad der venter af oplevelser her.
Lisa Sand sammensatte et program i Løkken til Micki. Det bød bl.a. på bolchekogeri, surfing, oplevelser i Action House og landrovertur til Rubjerg Knude fyr.
Videoerne fra Løkken fik et samlet antal visninger på 1.890.000.
Takket være den store opbakning fra hele byen, fik vi givet Micki og hans mange følgere et rigtig godt indblik i Løkken. Der stod en flot fælles gavekurv fra byen, da han ankom. Alle har budt velkommen med åbne arme, om det har været til spisning, oplevelse eller overnatning, og han blev sendt videre med en stor brunsviger med en tak for besøget.
- Jeg er ikke i tvivl om, at der er efterladt et positivt indtryk af Løkken hos rigtig mange, som overvejer deres næste feriedestination, fastslår Lise Sand.
- Løkken er et skønt sted, hvor man på et meget lille område kan opleve utroligt mange ting. Jeg er blevet noget overrasket over alle de muligheder, som Løkken har at byde på, udtalte Micki Cheng efterfølgende.
- Der er den smukke og rå natur, der er en skøn og dejlig strand med de flotteste solnedgange, og der er oplevelser og action for enhver smag og aldersgruppe. Derudover bugner Løkken af hygge-stemning med de små butikker!
- Slutteligt er der heller ikke noget at komme efter, når man kigger på det gastronomiske. Løkken har virkelig alt det, man har brug for.
- Og vi kommer igen. Snart, fastslog han eftertrykkeligt efter besøget.
Lise Sand retter en tak til dem som har sponsoreret Micky Chengs lokale oplevelser. Det er Hotel Løkken Strand, Løkken Badehotel, Huset Havs, Rest. Løkken Badehotel, Smedien, Restaurant Søborg, Café Frandsen, Bolcheriet, Action House, North Shore Surf, SuperBrugsen og Outnature.