Avanti - nyt pizzaria i Hjørring
HJØRRING: Avanti er italiensk og betyder frem eller fremad, men det betyder ikke at Aneta Wójcik skynder sig eller har travlt med at lave maden.
- Man siger; mad lavet med kærlighed, smager bedre og ofte dækker ordet kærlighed over god tid, fortæller Aneta Wójcik der netop har åbnet Avanti Pizzaria i Jernbanegade i Hjørring.
På menukortet er der pizza og burgers og forskellige snacks, som også kan fås i allergivenlige variationer.
Aneta går meget op i, at have de bedste og friske råvarer og for at kunne levere kvalitet er udvalget begrænset, men kan kombineres på mange måder.
Aneta Wójcik der har boet mange steder i Danmark, har senest haft restaurant i Skagen, er ny i Hjørring og glæder sig derfor til at byde gæsterne velkommen.
Det store lokale på Jernbanegade 10A, som Aneta Wójcik selv har indrettet og dekoreret, er delt i to.
- Jeg laver jo alt selv og betjener også selv gæsterne, indtil vi kommer rigtig i gang efter nedlukningen. Så det er for ikke at have for mange gæster på een gang, fortæller Aneta, der allerede nu godt kunne bruge nogle engagerede og pålidelige medarbejdere i restauranten.
Avanti skal have åbent hele året, og der bliver også mulighed for tage pizzaerne og andre retter med hjem.