Australsk pige er et friskt pust
Der bliver talt lidt mere engelsk på Ingstrup Efterskole end der plejer at gøre, for en elev fra Sydney i Australien er tilknyttet efterskolen i 10 måneder fra januar til november.
Det er den 16-årige Jaz Meier Holland som organisationen MyEducation har fået placeret på efterskolen.
Jaz bor hos en værtsfamilie i Hjørring.
- Det er et frisk pust til undervisningen at have Jaz i klassen, fortæller forstander Inger Dueholm fra Ingstrup Efterskole.
- Det er selvfølgelig vigtigt, at eleverne skal være indforstået med, at der er en elev, som starter med kun at tale og forstår engelsk. Det er også en gave for skolen med sproget, kulturen det hele giver et fagligt løft, siger forstanderen.
Hos Værtsfamilien i Hjørring har det også været en god oplevelse at få nyt liv i huset.
- Der kommer mange gode spørgsmål, og det giver stof til eftertanke, fortæller værtsmor Karina Horne Nielsen, som selv har to hjemmeboende børn på 13 og 16 år.
- Vi kommer til at tænke på de værdier, vi har som familie her i Danmark, og hvilke regler vi stiller til hinanden. Mange familier har desværre undskyldninger for ikke at være værtsfamilie, men det er helt forkert, for det er en gave at få en ekstra boende i et stykke tid og det er med til at knytte nogle fantastiske venskaber på kryds og tværs, mener hun.
Jaz Meier Holland er også meget glad for at være i Danmark. Hun var lidt skeptisk ved at bo på en skole, men det er noget helt andet efter hun går på Ingstrup Efterskole.
- Det er også meget lettere at få venner, når man bor på skolen i hverdagene og det danske sprog er også lettere at forstå, når man er på skolen i så lang tid ad gangen, siger hun.
Jaz har også været i erhvervspraktik i børnehaven på Ingstrup Trivselsskole. Det var en stor oplevelse især børnenes spørgsmål var en stor oplevelse i sig selv.
- Der var mange spørgsmål om kænguruer, siger hun.
Jaz er også meget glad for den danske mad, især flæskesteg, tarteletter, kager og rugbrød hører til favoritterne, hvorimod leverpostej ikke ligger så højt på listen. Hele Jaz Meier Hollend´s forløb er blevet til ved at Birgit Christensen fra organisationen MyEducation står bag.
- Det er dejligt at hjælpe unge mennesker med et forløb rundt om i verdenen, fortæller Birgit Christensen, som her om sommeren bor i Blokhus.
- Jeg har hele tiden elever som søger værtsfamilier og skulle der være nogen som skulle have interesse er de altid velkommen til at kontakte mig på e-mail: birgit@myeducation.dk.