Arrangører gør status: Velbesøgt trods elendigt sommervejr
- Vejrguderne var bestemt ikke med den syvdages festival i Hirtshals, men publikum dukkede trofast op alligevel.
Sådan skriver arrangørerne af Musik Under Trappen i en pressemeddelelse.
Da juni måned bød på masser af solskinstimer og strandvejr, var arrangørerne af Musik Under Trappen i Hirtshals fulde af håb om, at sommervejret skulle vise sig fra den bedste side, også i uge 30. Sådan kom det bestemt ikke til at gå.
- Vi må sige, at vejret har været en barsk modstander i år, men samtidig så har vi også set, at Musik Under Trappen efterhånden har stå stærkt et navn og brand, at publikum trodser regn og blæst og dukker op alligevel. Og det har gjort et kæmpestort indtryk på os i bestyrelsen. Faktisk var det nærmest rørende at se, så mange mennesker dukke op, specielt om onsdagen, da vi på grund af kuling og regn var nødsaget til at flytte vores hovednavne ind i teltet, lyder det fra formand Rasmus Jespersen
Plan B blev en succes
Onsdagen blev et kapitel for sig selv.
- Vi havde gået og luret vejrudsigterne i ugen op til, og vores håb var selvfølgelig, at vinden og regnen skulle forsvinde. Det kom som bekendt ikke til at ske, så vores bestyrelse skulle tage masser af beslutninger i løbet af dagen.
- Den store scene på havnen blev sat op allerede tidligt om morgenen, og det hev og sled virkelig i de store konstruktioner. Vi tog kontakt til tourmanagers fra vores hovednavne Danser Med Piger samt Birthe Kjær, og en overgang var der faktisk også fare for, at vi ikke kunne spille i teltet på grund af vinden. Men efter lidt ekspertråd og stormsikring, så valgte vi at flytte koncerterne fra den store havnescene til det blå telt, hvilket begge bands var indforstået med. Det viste sig at være en plan B som blev en stor succes, fortæller formanden.
Teltet kogte
Landskamps-stemning i teltet til Birthe Kjær & Feel Good Band
- Vi har vel aldrig nogensinde oplevet en lignende stemning som til de to koncerter - specielt var Birthe Kjær og Feel Good Band en oplevelse i særklasse. Der var nærmest landskampsstemning i teltet, og publikum i alle aldersgrupper råbte ”Birthe Kjær - Birthe Kjær” allerede inden , at den 74 årige dansktop-dronning indtog scenen.
Arrangørerne skriver, at de kan ikke takke publikum nok her i 2023. De har vist, at Musik Under Trappen skal man værne om. Man skal bakke op. Uanset vind og vejr.
- En kæmpe tak skal også lyde til vores store hær af frivillige hjælpere, som ugen igennem også har modtaget masser af ros fra publikum. Hvis man har lyst til at hjælpe til næste år, så er det bare at tage kontakt til en af os i bestyrelsen, lyder det fra Rasmus Jespersen.