Arrangør: Festival over forventning

07. august 2018 kl. 11.38

I sidste uge fra torsdag til lørdag løb Hirtshals Fiskefestival af stablen. Koordinator for festivalen, Mette Jensen, fortæller, at de tre dage i Hirtshals har været en stor succes.

- Det har været over alt forventning. Vi kan næsten ikke få armene ned. I løbet af arrangementet har vi fået en masse presseomtale, som har øget kendskabet til festivalen.

Arrangørerne forventede inden årets fiskefestival, at der ville blive sat en ny besøgsrekord med mere end 15.000 gæster fra nær og fjern. Vurderingen har ifølge Mette Jensen holdt stik, da minimum 15.000 besøgende fordelt over de tre dage troppede op til de mange aktiviteter på Hirtshals Havn. Hun peger netop på de mange medier, som dækkede festivalen, som en af grundene til, at så mange fiskeinteresserede lagde vejen forbi.

Folkene bag festivalen anslog også, at omsætningen ville være højere end sidste år, hvor der blev omsat for 600.000 kr. Kassen er stadig ikke talt op, og derfor kan arrangørerne ikke fortælle, om omsætningen er steget. De kan dog afsløre, at transaktionerne på MobilePay har været det dobbelte af sidste år. Ølsalget har ligeledes været ekstra højt. For arrangørerne var nødsaget til over to omgange at bestille ekstra øl, for at kunne servicere de tørstige gæster.

Den megen presseomtale har samtidigt betydet, at udgifterne er røget i vejret. DR valgte at sende en times direkte tv fra Hirtshals Fiskefestival, hvorfor udgifter til skærme, lydudstyr og scener kommer til at kunne mærkes på bundlinjen.

- Vi har købt alt det her materiel grundet al den omtale vi får. Vi er af den overbevisning, at det er en god investering for fremtiden, siger Mette Jensen.

Der var stadig godt gang i festen på havnepladsen lidt over midnat natten til søndag, da festivalen takkede af for i år med musik i det store telt. De festglade mennesker fortsatte ud i Hirtshals by. Om restaurationerne løb tør for øl, melder historien intet om.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste