Antennelaug fusionerer med HAS
BINDSLEV: Efter mange år som selvstændig forening har medlemmerne i Bindslev Antennelaug på en generalforsamling besluttet, at der skal tages skridt til at blive en del af HAS, Hjørring Antenneselskab.
Det fortæller foreningen.
- Vi må bare erkende, at det vil være meget mere fordelagtigt for vores medlemmer, hvis vi bliver en del af en større forening, siger Robert Lauritsen, kasserer for Bindslev Antennelaugs 250 medlemmer.
- Ved at skifte til HAS får vi både bedre priser og en god lokal support og service, hvilket vores medlemmer med garanti bliver glade for, mener Robert Lauritsen.
Fra den 1. oktober vil alle husstande i Bindslev få adgang til de billige bredbånd- og TV-pakker fra HAS.
For dem, der nu har TV fra Bindslev Antennelaug, vil der ikke være de store ændringer, da YouSee også i øjeblikket er leverandør til HAS.
De medlemmer, der i dag har bredbånd fra YouSee i Bindslev, vil i forbindelse med skiftet til det noget billigere bredbånd fra HAS skulle have et nyt modem.
- Det er rigtigt dejligt, at Bindslev Antennelaug mellem flere forskellige muligheder har valgt os, siger formand for HAS, Kurt Larsen.
- Vi vil gøre, hvad vi kan for, at skiftet sker så let som muligt for de nye medlemmer, og vi regner med, at vi i løbet af september vil lave nogle forskellige ting i Bindslev, så alle bliver klar over, hvordan de skal forholde sig. Allerede nu vil interesserede kunne finde relevante oplysninger på HAS’ hjemmeside.