Anja fylder 40 år og løber 40 kilometer
Anja Møller fra Hjørring inviterer alle interesserede med på fødselsdagsløb og gåtur 2. marts
HJØRRING: Personlig træner og kostvejleder Anja Møller fylder 40 år søndag 10. marts. Og det skal fejres med et fødselsdagløb lørdag 2. marts.
- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker at løbe. Og lige om lidt fylder jeg 40 år - det kan jeg slet ikke løbe fra, lyder det fra Anja Møller.
- Så derfor vil jeg lørdag 2. marts løbe 40 kilometer, lyder det fra Anja Møller, der inviterer alle interesserede med på løbet. Hun understreger, at det også er muligt at gå ruten på ti kilometer.
Anja Møller er gift med viceborgmester Per Møller, og han har lovet sin hustru at løbe med på første og fjerde runde.
- Så det bliver også muligt at få en “run and talk” med viceborgmesteren.
- Jeg vil så frygtelig gerne have hyggeligt selskab - så hvis du har lyst til at løbe sammen med mig, vil det gøre mig meget glad. Om du løber 10, 20, 30 eller 40 kilometer sammen med mig - det er helt op til dig, lyder det i invitationen.
- Jeg løber 10 kilometer på en times tid. For mig handler det denne dag om hyggelig snak og samvær.
Starten går fra familiens hjem på Grønnevang 8 klokken 12 - og ruten bliver på 10 kilometer. Efter hver 10. kilometer “lander” løberne på Grønnevang, og klokken 13 løber de mod de 20 kilometer.
- Så det er helt op til dig, hvilken runde du vil være med på, tilføjer Anja Møller.
På Grønnevang vil der være depot og fødselsdagskagemand.