Alternativt kirkeliv i Løkken Storpastorat
Kirkerne i Løkken Storpastorat har, som resten af landets kirker, været lukkede i påsken på grund af corona-krisen.
- Ikke desto mindre blev der holdt påskegudstjenester i pastoratet. Skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag lå der således hver dag en kort gudstjeneste på pastoratets hjemmeside, loekkenkirke.dk. De to første fra Vrensted Kirke, de to sidste fra Lyngby Kirke, fortæller sognepræst Lise Nedergaard.
- Onsdag i den stille uge sang kirkemusikere og præster i øvrigt påsken og foråret ind ved Ældrecenter Havgården. Det skete på behørig afstand af vinduer og terrassedøre, mens beboere og personale sang med, hyggede sig og så til indefra.
Disse ”gårdsangerseancer” kommer til at erstatte onsdagsgudstjenesterne på Havgården hen over forår og sommer – indtil det igen bliver forsvarligt at mødes inden døre.
Hjemmesidegudstjenesterne fortsætter også de kommende søndage – søndag den 26. april er der gudstjeneste fra Løkken Kirke, søndag den 3. og 10. maj fra Børglum Kirke.
Det er selvfølgelig på stort set alle måder en ringe erstatning for det almindelige gudstjenesteliv i kirkerne søndag formiddag. Men det er et af de alternativer, vi kan ty til lokalt i denne tid, hvor vi i øvrigt henviser til de mange gode kirkelige tilbud på både TV og radio, slutter Lise Nedergaard.