Alt skidt fra havet på Tornby Strand
Nordisk Strandrydder Dag foregår 6. maj fra Tornby Strand
Menuen står på Alt skidt fra havet, når Hjørring Kommune inviterer til Nordisk Strandrydder dag på Tornby Strand 6. maj.
Engang var fundene på morgenturene ved den danske vestkyst gyldne i form af ravstykker. I dag har det værdifulde naturmateriale dog fået følgeskab af noget knap så værdifuldt - affald i stride strømme for eksempel plastikposer, paraffin, reb, plastiklåg eller dunke, ja sågar halve biler og køleskabe.
Lørdag 6. maj klokken 10 til 14 gennemfører Hjørring Kommune derfor en event på Tornby Strand, hvor deltagerne får syn for sagen, idet de vil blive mødt af en kæmpe bunke skrald, som er resultatet af blot aprils indsamling. To store containere.
Derudover får deltagerne meget mere at vide om affald på strandene af de kommunale strandryddere. Har du lyst til selv at give en hånd med, kan du endvidere få en sæk og gå din egen oprydningsrunde. Du møder også politikere og medarbejdere fra strandrydningsteamet i Hjørring Kommune, samt en repræsentant fra Hold Danmark Rent. Alle er klar til en snak om, hvad affaldet på vores strande betyder, og hvordan vi alle sammen kan hjælpe med at gøre op med det.