Alle - undtagen farmand - elsker Emils skarnsstreger
Astrid Lindgren-klassiker på Vendelbohus i februar - stor forhåndsinteresse
HJØRRING: Når han har lavet skarnsstreger, så er han måske ikke så populær hos sin far - men publikum er vilde med Emil.
Således melder Hjørring Teater om stor interesse for Folketeatrets udgave af Emil fra Lønneberg.
Foreløbig skal 1000 publikummer i alle aldre ind og se Astrid Lindgren-klassikeren på Vendelbohus:
24. februar er der der familieforestilling, og 28. februar er der forestilling for privat- og friskoler, grupper og bedsteforældre med børn fra 5 år.
Desuden er der lukket skoleforestilling for Hjørrings kommunale 4. klasser (skoleteaterordningen).
Hjørring Teater på Vendelbohus glæder sig til at vise denne flotte anmelderroste og publikumsbegejstrede forestilling, lyder det fra foreningen.
I Folketeatrets nye version af Emil fra Lønneberg er der gang i teaterlegen, når Emils hoved sidder fast i suppeterrinen; når Ida hejses op i flagstangen; når Kommandusen falder i Emils ulvefælde; når Emil holder gilde for sognets fattiglemmer, og når vi møder Tyttebær-Maja, Tumbe-Jokum, Bette-Rikke og alle de andre vidunderlige figurer fra Astrid Lindgrens fortælling om skarnsknægten med hjertet på rette sted.