Alene i vildmarken - eller sammen i vildmarksbadet ...

Kreative vildmænd i Vrå holdt hovedet koldt, da ide skulle føres ud i livet

24. januar 2019 kl. 09.23

VRÅ: I aften har DR premiere på en ny omgang af Alene i Vildmarken - i Vrå foretrækker et par vildmarksfyre dog at være i selskab med andre, når de bakser med udelivets udfordringer: Man tager to store plasttanke – i ved dem med jernnet omkring, og sætter sammen, isolerer godt – og bekæder udvendigt med træplade. Så har man badet. Så tager man en olietønde og bygger om til en ovn, og bukker 6 m sort rør så de ligger øverst i den liggende tønde – og hver sin ende af røret stikker ud. De monteres med slanger, der har forbindelse til badet. Jan, tow, trej…så har man et vildmarksbad.

Arkitekterne bag det her alternative bad er Kristian Olsen og Mikkel Gårdbo – begge ivrige spejdere, Uhrenholdtdrenge – og maskinmesterstuderende. De holder meget af udfordringer, og af at løse dem på deres egen måde - og i forrige uge var de kommet så langt, at hele den alternative opstilling skulle afprøves. Der blev fyldt koldt vand i badet, og samlet godt med brænde – og så gik det løs.

Mikkel og Kristian fandt hurtigt ud af, at den naturlige cirkulation ikke var nok - å så snø wi lidt, erkendte de.

De fandt en gammel cirkulationspumpe til et centralvarmeanlæg – og så var kredsløbet sikret. Det kolde vand fra badet løb via slangen ud i olietøndeovnen, blev varmet op og løb ind i badet osv. Det var teorien – og det lykkedes.

Kristian og Mikkel var glade, og glædede sig til at komme i vandet. De havde inviteret et par venner og veninder til en hyggelig aften med kroppen i + 35 og hovedet oven vande i 0 grader. Det var en oplevelse, og mon ikke de to vildmænd knejsede lidt med nakken…

LL

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste