Aktiv og frisk dame på 100 år
Lørdag den 9. september fylder Edith Dahl Rolander, Vendelbocentret, Vendelbogade 10, 9870 Sindal, 100 år.
Selvom Edith Rolander er født midt under den 1. Verdenskrig og i det år, hvor De Dansk Vestindiske Øer blev solgt til USA, er Edith Rolander stadig en aktiv dame, der med glæde deltager i Vendelbocentrets mange aktiviteter. Hun er heller ikke bleg for at hjælpe til ved arrangementer som den 3-dages store musikfestival, hvor Edith som regel er at finde i kaffeboden.
Edith Rolander er født og opvokset på Thinggaarden i Oue, der ligger mellem Hobro og Hadsund. Her drev forældrene et landbrug på 40 tønder land med køer og grise. På gården var der også ansat både en pige og en karl. Edith gik i skole i landsbyen, indtil hun som 14-årig blev konfirmeret, og derefter hjalp hun til hjemme på gården. Senere kom hun ud og tjene som ung pige i huset.
Den 2. april 1940 blev Edith gift med Egon Rolander, som hun havde mødt på Esromgård i Nordsjælland, hvor hun var husholdningselev, og han var forvalter. De blev på gården i et år efter, de var blevet gift. Da Egon blev ansat ved Hedeselskabet i Sindal søgte de en lejlighed i byen, men dem var der ikke mange af i Sindal på det tidspunkt. De måtte midlertidig bo i Oue, indtil de fik en lejlighed i Grønnegade, den senere Sverrigsgade.
Edith Rolander passede hjemmet og deres tre børn, og Egon havde nok at gøre som plantør i Sindal og omegn. Da lejligheden i Sverrigsgade efterhånden blev for lille, flyttede familien til en lejlighed i Vestergade og boede her indtil 1966, hvor parret byggede hus i Fynsgade.
Egon Rolander døde for mange år siden, og i 2002 flyttede Edith ind på Vendelbocentret, hvor hun i dag har en dejlig lejlighed med udsigt til engen med græssende kvier. Edith er trods sin høje alder kvik og frisk. Hver dag læser hun Nordjyske Stiftstidende og er dermed godt orienteret om lokale og landsdækkende begivenheder. Edith læser ikke kun aviser, hun læser også mange bøger.
- Jeg keder mig aldrig, og jeg synes næsten ikke, at jeg har tid nok til at nå alle de ting, jeg gerne vil, selvom jeg hver dag står op klokken 06.30, siger Edith Rolander.
Fødselsdagen fejres på dagen lørdag den 9. september med Åbent Hus på Vendelbocentret om formiddagen, og alle er meget velkommen. Om aftenen fejres den runde dag i private omgivelser sammen med familien.