Afsked med Peter Schrøder
- Succeser har mange fædre, men det her teater og den her bygning vil altid blive tilskrevet dig.
Med de ord rammede Henrik Jørgensen, formand for Vendsyssel Teaters bestyrelse, ind, hvad Peter Schrøder gennem de sidste 12 år har betydet for det teater, Peter Schrøder torsdag officielt tog afsked med.
Han forlader ikke helt den den vendsysselske teater-scene, idet han fortsætter som konsulent, og konen, Susanne Heinrich, vil også være at se på rollelisten i det nye år, kunne formanden afsløre uden at gå i detaljer.
De første otte år var Peter Schrøder både teaterchef og kunstnerisk leder, men de seneste fire år har han været kunstnerisk leder i tæt parløb med teaterdirektør Lars Sennels.
Borgmester Arne Boelt indrømmede blankt, at han nok havde set mange flere fodboldbaner end teatersale, før han som nyvalgt borgmester stiftede bekendtskab med Peter Schrøder.
Det var da også en øjen- åbner for borgmesteren, da han sammen teatermanden og flere andre var i London for at se på Shakespeare’s Globe Theatre med sin runde sal, som er udgangspunktet for det nye Vendsyssel Teater.
- Peter Schrøder sagde, at hvis jeg kedede mig, kunne jeg i det mindste beundre tømrerarbejdet, kunne borgmesteren berette.
Arne Boelt er uddannet tømrer.
Og det er da også noget af en omstilling fra teatret i den gamle Vestre Skoles gymnastiksale til det teater, som i dag tegner en del af Hjørrings arkitektoniske profil.
Da Lars Sennels blev hyret til at "sælge" succesforestillingen Souvenir med operasangerinden Lise-Lotte Nielsen og Henrik Kofoed til andre scener, var deres fælles skæbner beseglet.
- Vendsyssel Teater har nærmest lige siden begyndelsen været populært, ikke mindst takket være en flok engagerede og både dygtige og muntre skuespillere. Det har da ligesom de fleste andre teatre, eller virksomheder for den sags skyld, også oplevet op- og nedture. Men i dine 12 år har teatret for alvor fået sit navn slået fast, sagde teaterdirektøren.
Ud over den succesfulde forestilling om den amerikanske sangerinde Florence Foster Jenkins, som altså ikke kunne synge, så huskede Lars Sennels på mange andre succeser i de 12 år med Peter Schrøder ved roret.
- Din ledelse har ført tea- tret fra succes til succes. Jeg har hørt så meget om Prinsesserne efter Anne Marie Lønns roman, at jeg næsten føler, jeg har set den. Jeg snakker i hvert fald lystigt med, når talen falder på netop den forestilling. I min tid kan jeg huske mange store ting fra din hånd. Tænk blot på Charles Dickens "Et Juleeventyr", hvor Scrooge ind imellem bryder ud i sang med hjælp fra Elvis Presley, eller da du lige tog dig kærligt af "Dagens Ret" med Helle Dolleris, Hans Holtegaard og Kresten Andersen i knap så godt julehumør, og der blev slået ny salgs- rekord.
Lars Sennels indrammede sin karakteristik af Peter Schrøder med disse ord:
- For du kan altså noget med de der skuespillere. Jeg ser rigtigt meget teater, og jeg kan ind imellem tage mig selv i at tænke; "den trænger lige til en gang Schrøder".