Afhuggede fingre og stuvet hjernemasse med farseret flagermus ...: Uhygge i landsby - se fotos
I fredags blev den amerikanske udgave af Allehelgensaften fejret i Mosbjerg, hvor hekse, genfærd, zombies og andre af mørkets magter var sluppet løs i Præstegårdsplantagen, og skeletterne væltede ud af skabene i Sognegården. Det var godt nok uhyggeligt!
Det blev ikke mindre uhyggeligt, da det første børnene mødte ved Sognegården var spøgelser, der blafrede i vinden og en velkomst af en uhyggelig zombie.
Inden de mange børn blev sendt ud for at redde de gode fra mørkets magter, blev de styrket med blodsaft og afhuggede fingre. Efter denne uhyggelige indledning blev børn og voksne sendt afsted på løb i plantagen, hvor de seks steder mødte skræmmende væsner, der stillede dem vanskelige opgaver.
Det er Menighedsrådet med hjælp fra frivillige, der arrangerer denne uhyggelige, hyggelige aften, hvor byens børn skal ud i den mørke plantage og jage de overnaturlige væsner væk, så freden igen kan sænke sig over Mosbjerg.
Efter det anstrengende løb var der spisning i Sognegården, hvor der blev serveret stuvet hjernemasse med farseret flagermus, ormegryde, uglegylp og babyfingre.
Aftenen sluttede i Mosbjerg Kirke, hvor sognepræst Eva Christophersen fortalte, hvordan det gode altid jager de onde kræfter væk.