Ældre festede med Johnny
Kommunens fem aktivitetscentre var samlet til mad og dans i Sindal
26. juni 2018 kl. 15.30
HJØRRING: 190 festklædte og danseglade brugere fra kommunens fem aktivitetscentre samt foreningen Solgaarden i Sindal var fredag samlet for lidt på forskud at fejre Sankt Hans i Sindalhallerne.
Efter velkomsten og Midsommervisen var sunget i fællesskab, blev der trængsel omkring serveringsbordet for få Helstegt pattegris med tilbehør - flere gik to gange.
Morten Baggesen slog tonen an under middagen. Herefter satte en veloplagt Johnny Hansen for alvor gang i dansen med både egne, Kandis-numre og andre kendte sange. Det blev - på en massiv opfordring fra deltagerne - til to ekstrasange.
Efterfølgende havde Johnny tid og overskud til at stille op til fotografering og til at skrive autografer. Selv borgmester Arne Boelt, som under kaffe holdt "båltalen", måtte skrive autograf.
Det udløste klapsalver, da Arne Boelt lidt kækt drog paralleller fra datidens hekse til regeringen. Han gik dog ikke ind for afbrændinger men tilkendegav, at regeringen måske godt kunne trænge til et par slag med kosten.
Det var tiltrængt pause, inden der igen blev fyldt på dansegulvet. Sædvanen tro blev festen sluttet af med "Skuld gammel venskab rejn forgo".