Åbent galleri i Nørlev hos Mogens Andersen
KUNST: Mogens Andersen åbner i weekenden novemberudstilling med en serie nye oliemalerier
NØRLEV: Maleren Mogens Andersen inviterer til novemberudstilling i sit private galleri på Nørre Møllevej 269.
Udstillingen er åben 23. 24. og 25. november, og ferniseringen er fredag 23. november klokken 11.
- Kunstforeninger er velkomne til at besøge udstillingen klokken 10.30. Jeg har lavet en lille udstilling i udstillingen til kunstforeningerne - jeg har udvalgt velegnede ting til kunstforeningerne, og her iblandt er der også nogle forskellige indrammede kunsttryk og artprints, tilføjer Mogens Andersen
Atelier Mogens Andersen præsenterer i weekenden en række nye malerier - hovedsageligt fra 2018.
Galleri-gæsterne fik sidste år mulighed for at se nogle af de værker, han udstillede i Galleri Rasmus i Gl. Skagen. Her indgik Mogens Andersen i et samarbejde med den russiske fotograf Dasha Glukova. I kølvandet på denne udstilling fulgte der en invitation fra Det russiske institut for kunst og videnskab i København.
- Mit samarbejde med den russiske kunstner har nok gjort, at jeg i dag holder fast ved billedserier. En anden ting, der har ændret sig i min produktion er, at alle billeder er oliemalerier. Jeg laver dem først i akryl og herefter får billederne et lag olie - det tilfører billedet dybde og glans, tilføjer Morgens Normann Andersen.
Mogens Normann Andersen glæder sig over, at folk gerne kører efter hans udstillinger.