855 gæster til vinsmagning

31. oktober 2017 kl. 06.15

For anden gang afholdt Supervin fra Hjørring en kæmpe vinfestival på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals i lørdags. Med 855 gæster til en vinfestival, hvor der blev præsenteret mere end 300 forskellige vine og spiritus fra 32 producenter fordelt på 41 stande, er Supervins festival nok en af de største der findes.

- For os i Supervin er det 2. år vi afholder festivalen, men en vinfestival på Nordsøen går tilbage til 00’erne, hvor VinStyrke 12 var arrangør. Festivalerne blev sat på pause i 2011, men på opfordring fra Nordsøen har vi genoptaget vinfestivalen, fortæller daglig leder af Supervin Karsten Jakobsen.

Blandt de 32 producenter var der repræsentanter fra Italien, Frankrig, Spanien, Chile, Norge foruden Danmark. Festivalen blev besøgt af danske og udenlandske gæster.

Specielt Norge var rigt repræsenteret blandt andre vinklubben "Part of Liber", der blev grundlagt i 1973 i Kristiansand.

- Vi er seks fra klubben, der er taget herned til denne fantastiske vinfestival. Vi har slet ikke noget tilsvarende i Norge. Det er så dejligt at være her med alle de hyggelige mennesker. Vi skal rigtig nyde dagen, og vi overnatter på Hotel Skaga, så vi skal ikke ud og køre bil, fortæller norske Elin Gerrard.

Gæsterne fik ved ankomsten udleveret et vinglas og et katalog over det store udbrud af vine. Alt var nøje afmærket med stregkoder, så eventuelle bestillinger hurtigt og effektivt kunne afgives til Kirsten Nørgaard og Pia Larsen, der sad klar ved computeren.

Selvom vinfestivalen først begyndte klokken 13, stod mange i kø allerede en halv time før, og omkring 250 gæster kom til Hirtshals station med specialtog fra Nordjyske Jernbaner.

Foruden tørsten var der også rig mulighed for at stille sulten ved de store buffeter rundt omkring.

Da der er rift om billetterne til vinfestivalen, taler arrangørerne allerede om at udvide muligheder for flere gæster i Nordsøen Oceanarium til næste år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste