80 biler var ingen sag for årets lærling
Da NOVABIL i Hjørring for et par år siden fik en ordre på at levere 80 ens biler med samme opbygning til samme kunde, lå det ikke til højrebenet, at André Alexander Kaae som spritny mekanikerlærling skulle spille en større rolle i den usædvanlige opgave.
- Klargøringen og opbygningen af 80 biler til samme kunde er en anderledes opgave end dem, vi normalt ser. En opgave i den størrelsesorden kræver grundig planlægning og stram styring, siger indehaver af Novabil, Ole Kragh.
Alligevel overtog André efter kort tid ansvaret for styringen af projektet, hvor langt den enkelte bil var i processen. Opgaven blev løst til UG, og alle biler blev afleveret til tiden. Når man spørger André, hvorfor han pludselig var involveret i opgaven, er svaret enkelt: Han vidste, at han kunne løfte opgaven, og så var det bare et spørgsmål om at byde sig til. For sit mod på nye opgaver og tro på egne evner får mekanikerlærling André Alexander Kaae DI Vendsyssels lærlingepris 2017.
- André er en helt igennem sjælden type, som hele tiden er en omgang foran. Han ved, hvordan en moderne bil fungerer, og han kan tolke på data og finde frem til det enkelte problem. Han er allerede nu på et så højt niveau, at det svarer til niveauet for en uddannet tekniker med flere års erfaring, siger Ole Kragh og fortsætter:
- Andrés erklærede mål er at blive fuldt uddannet Toyota-tekniker på højeste niveau inden for de næste tre år, og det skal han nok nå. Han sætter en ære i at opnå det perfekte resultat, og han har en helt særlig personlighed, hvor ydmyghed og evnen til at indgå som holdspiller er helt unik. Og så er han en god kollega, der aldrig siger nej til et ekstra nap og deltager i sociale arrangementer uden for arbejdstid, siger Ole Kragh.
André var allerede i fuld gang med Toyotas teknikeruddannelse, inden han blev færdiguddannet som automekaniker. Og han gennemførte og bestod eksamen for de to første niveauer, før han overhovedet var udlært.
- Det er en fornøjelse at se unge mennesker som André, der bare kaster sig ud i nye opgaver og tror på, at de kan klare den, selvom de er helt nye på en arbejdsplads. Det er så sejt og fortjener stor ros. André er en rollemodel og inspiration for andre, der overvejer, om en erhvervsuddannelse er noget for dem. Og rollemodeller er vigtige. Vi kommer til at mangle faglærte i fremtiden, så vi har brug for alle de gode eksempler på, hvad man kan drive det til med en erhvervsuddannelse. Og André viser, at man kan drive det vidt, siger Richard Fynbo, formand for DI Vendsyssel.
DI Vendsyssels lærlingepris blev overrakt på DI Vendsyssels erhvervstræf på EUC Nord i Hjørring.
Til efteråret bliver André Alexander Kaae - sammen med lærlingeprisvinderne fra de andre dele af landet - inviteret til frokost med DI’s adm. direktør Karsten Dybvad og formand for Dansk Metal Claus Jensen i Industriens Hus i København.