68 børn og voksne fandt vej i Folkeparken

01. maj 2017 kl. 05.21

Området omkring soppedammen summede af liv, da Orienteringsklubben Vendelboerne lørdag indbød til Find Vej Dag.

Borgmester Arne Boelt åbnede løbet klokken 13, hvor han anerkendte især børnenes engagement i at dyrke idræt i det smukke forårsvejr. Han opfordrede børnene til at vente på forældrene, også selv om de var ivrige efter at finde den første post. Der blev lyttet til borgmesterens ord, som dog ikke helt kunne begrænse børnenes iver efter at komme i gang med løbet. Igen i år måtte Arne Boelt næsten lade sig løbe over ende, da han klippede snoren.

Der var lette ruter til de mindste på ca. 2,3 km. Mange familier begav sig dog ud på en lidt sværere tur på 3,7 km, og de seje tog den lange tur på godt 8 km, som førte dem gennem Svanelunden, Sct. Knuds Kilde og Bagterp Plantage, inden de kunne vende tilbage til udgangspunktet ved Soppedammen.

Efter en pause med frisk frugt og saft, kastede børnene sig over sprintbanen med 10 poster rundt om Soppedammen. Med elektronisk tidstagning gik der virkelig konkurrence i den, og mange af børnene tog mange runder på sprintbanen for at slå egen og andres rekord.

Find Vej Dagen er et årligt tilbagevendende arrangement, hvor mere en 40 orienteringsklubben landet over indbyder til oplevelser i naturen. Find Vej Dagen i Hjørring bliver fuldt op af en række instruktions/træningsaftener.

Frem til sommerferien tilbyder Orienteringsklubben Vendelboerne hver tirsdag instruktion i orienteringsløb for børn, unge og voksne. Programmet kan findes på orienteringsklubbens hjemmeside www.ok-vendelboerne.dk.

Seks-årig sprinter

Ved lørdagens Find Vej Dag i Folkeparken, kunne man se mange børn spurte rundt om Soppedammen i jagten efter 10 orienteringsposter, som var sat ud på dagen.

En lille skikkelse i lyserød vest kunne arrangører og tilskuere følge mere end en gang. Signe Leifsgård på seks år blev så grebet af sprintbanen, at hun så snart hun fik sin tid i mål, bad om at få lov at prøve igen. Afsted det gik med fuld fart rundt til posterne rundt om soppedammen. Igen og igen.

Signe var også med til Find Vej Dag for to år siden, da han var fire år.

- Jeg synes det er sjovt at løbe, fortalte hun, inden hun spurtede ud på 4. runde i Folkeparken.

Signes interesse for løb kommer måske fra hendes mor, Tina, som i denne uge skal ud at løbe syv halvmarathon - en om dagen.

Signe nåede at løbe sprintbanen seks gange, inden mor Tina fik hende overtalt til at holde inde.

Den lille pige i den lyserøde vest nåede i løbet af dagen at løbe næsten syv kilometer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste