Igennem dagen var markedet velbesøgt og handlen gik livligt og vejret var perfekt. Privatfoto
Livet her

Så mange jødekager blev der solgt på Vrå Marked

26. august 2022 kl. 08:41

Bestyrelsen for Vrå Beboer og Erhvervsforening havde igen i år valgt, at det var gratis for kræmmere at få en stand og overvældende mange var mødt op. Igennem dagen var markedet velbesøgt, handlen gik livligt og vejret var med os igen i år. Der var meget at byde på for alle aldre.

Fra morgenstunden var der gratis rundstykker og paniklignende forhold med lang kø til salg af de annoncerede legendariske Pilgaards Jødekager, som ”bager Henrik” havde fremstillet og leveret. Sidste år blev 300 stk. revet væk på under en halv time, så i år havde UHG garderet sig og bestilt 400 stk. Men udsolgt blev de, og enkelte måtte gå forgæves.

Niels Henrik Nielsen fra Vrå Beboer og Erhvervsforening overrakte borgmesteren en ”bette” ting, og hvad var mere naturligt end en kasse med ny tappet øl fra det lokale Vrå Bryghus som netop på dagen havde premiere på deres nye gavekasse. Privatfoto

Borgmester Søren Smalbro havde sagt ja tak til at måtte komme og holde åbningstalen i år, og selvfølgelig skulle han have en ”bette” ting for det, og hvad var mere naturligt end en kasse med ny tappet øl fra det lokale Vrå Bryghus som netop på dagen havde premiere på deres nye gave kasse.

Petit holdt et formidabelt modeshow på den store scene med det sidste nye tøj til byens kvinder. De mandlige gæster kunne opholde sig i behørig afstand og nyde en kold øl fra Vrå Bryghus, i selskab med en kæmpe pølse fra Prebens Pølser. Om eftermiddagen blev de, som havde tænkt sig en lille eftermiddagslur, vækket til musik fra HULA HULA band som spillede ”bamses venner”.

SuperBrugsen slagterafdeling i Vrå stod for et stort aftensmåltid med marineret svinekam og flødekartofler, og nå ja, så var der også lidt salat til. Hele aftenen underholdt Morten Baggesen og Caroline med dejlig musik til Asfaltballet sluttede kl. 23.

En god dag for byen og Vrå Beboer og Erhvervsforening vil gerne takke for den store opbakning til markedsdagen.

Annonceret indhold

Nyeste