25 år med drama og festforestillinger

Leder af Hjørring Teater, Inge Reenberg, stortrives som formidler af klassiske forestillinger til publikum i Hjørring

25. september 2019 kl. 08.59

HJØRRING: Det er svært ikke at lade sig begejstre i selskab med leder af Hjørring Teater, Inge Reenberg, der fylder 65 år 26. september. Med en unik og sprudlende energi fortæller hun om teaterforeningen, som hun har været leder og inspirator for i 25 år. For Inge Reenberg er Hjørring Teater hjerteblod - en passion, der rækker langt ud over det deltidsjob, som hun egentlig er ansat i. De 25 år har omfattet mange kampe for Hjørring Teater, og scenerne har gennem årene budt på både nervepirrende dramatik og festlige højdepunkter.

Senest har tvivlen om fremtiden for Vendelbohus domineret arbejdet i teaterforeningen, idet Hjørring Teater har den store hjemmescene i byens gamle teater- og kulturhus.

- Men vi ser positivt på fremtiden nu, siger Inge Reenberg, der er klar over, at vejen frem fortsat ikke vil være uden drilske bump.

- Vi har hele tiden skullet vise vores eget værd, konstaterer Inge Reenberg.

- Både for bestyrelsen og for mig som leder har årene været turbulente - alle år, siger Inge Reenberg med henvisning til, at de kommunale tilskud også har været på spil.

- Jeg har heldigvis en fantastisk bestyrelse, som alle er engagerede og brænder for Hjørring Teater.

Sagde jobbet op

Da Inge Reenberg og hendes mand, læge Jesper Holmelund, flyttede til Hjørring fra Allerød i 1989, blev Inge ansat som sygeplejelærer i Hjørring.

- Jeg fik øje på den hyggelige teaterbutik i Nørregade og blev fuldstændig grebet af stedet og foreningen.

- Jeg blev medlem og tilbød at reklamere for forestillingerne til morgensamlingerne på sygeplejeskolen.

Flirten med teaterforeningen udviklede sig, og som 40-årig sagde hun sin stilling op på sygeplejeskolen.

- Jeg elskede at undervise, det var vidunderligt, men jeg ville prøve noget andet.

I 1994 blev Inge Reenberg ansat på deltid af foreningen, og hun overtog ledelsen af Hjørring Teater i 1997 efter Gerner Johansens død.

En vigtig rolle

Ifølge Inge Reenberg spiller foreningen fortsat en vigtig rolle i Hjørring - ja i hele landedelen.

- Det vi kan her i Hjørring, er at få de store klassiske, gode teaterforestillinger til byen. Det kan vi kun, fordi vi har den store scene på Vendelbohus og den smukke gamle teatersal. De turnerende teatre - inklusiv Folketeateret og Det Kgl. Teater - skræddersyr deres forestillinger til scener som vores. Her kan folk se opera, musicals og teater - og de behøver ikke køre så langt. Vi kan tilmed trække publikum fra Aalborg, når vi spiller de store forestillinger.

- Teater knytter samtidig folk sammen. Det med at gå i teater er også at møde hinanden.

Foreningen har også gennem årene arrangeret teaterture til teatre ude i landet.

- Og lige nu er vi klar med en teatertur i april.

Vigtige netværk

Inge Reenberg åbner døre med sin imødekommenhed, et smittende engagement og et uovertruffet servicegen. Og hun har gennem årene oparbejdet et stort, solidt netværk, som sikrer Hjørrings publikum de bedste teateroplevelser.

- Nogen vil måske spørge, hvorfor vi har teaterbutikken. Men det er stedet, hvor folk kan komme ind og få service og høre om forestillingerne og få inspiration til nye teateroplevelser.

Inge Reenberg stortrives i rollen som teaterets leder.

- Jeg elsker at have et job, hvor jeg ikke kun har én funktion - jeg planlægger, køber forestillinger hjem i samarbejde med bestyrelsen og laver markedsføring - og det er blevet benhårdt arbejde. Man skal virkelig arbejde for at sælge forestillingerne og nå de forskellige målgrupper. Jeg laver også hjemmeside, passer de sociale medier og sender mails ud til vores abonnenter.

Egentlig er hun ansat som leder på deltid, men hendes engagement og arbejdsindsats rækker langt ud over det.

- Heldigvis er jeg gift med en mand, der bliver lige så grebet af forskellige projekter, som jeg gør.

Job og fritid glider ofte sammen.

- I sommer sad jeg og solgte jeg teaterbilletter fra computeren på en campingplads i Syditalien.

Aktiv i lokalområdet

Sammen nyder Jesper og Inge at rejse ud og opleve, og cyklerne er ofte med i deres VW-California.

- Vi bliver aldrig trætte af at køre rundt i både Danmark og Europa.

Parrets børn, svigerbørn og børnebørn bor alle i København. De er ofte hjemme i Vendsyssel, og Inge og Jesper er ofte i København.

Litteratur har også Inge Reenbergs interesse. Siden 1992 har hun været med i en lokalforankret læsegruppe. De seneste år har hun fået ørerne op for lydbogen. Den giver nemlig mulighed for fysisk aktivitet samtidig med, man nyder en god fortælling.

Inge Reenberg har været aktiv i Hjørring Vestre Rotary i 20 år. Familien har haft mange udvekslingsstuderende boende via Rotary, og parrets børn har været udvekslingsstudenter rundt omkring på kloden.

- Det er godt at være med i lokale netværk. Gennem Rotary kender jeg både tømrer, bilforhandlere og præster - fordi mange forskellige brancher er samlet i Rotary. På den måde får man ny indsigt - og nye, gode venner.

Inge og Jesper har begge været aktive i Team Hjørring, som Jesper tog initiativ til og er formand for. Inge har været servicechef to år for cykelholdet til Paris. De seneste år har Jesper også arrangeret cykelferier til Mallorca og Norge - og sidst Folkevandringen, som foregik med cirka 700 deltagere i lørdags - og herigennem er der også skabt nye netværk.

Sammen driver Inge og Jesper Bønnehuset i Mygdal - det har de gjort i 11 år. Og i ti år har de fyldt huset med koncerter.

65 år og stadig i topform

25 års jubilæum med Hjørring Teater er en bedrift.

Og ganske vist runder Inge Reenberg 65 år 26. september. Men en høj, smittende latter fylder teaterbutikken, når talen falder på pension. Den mulighed har hun slet ikke i tankerne. Hun vil fortsat fylde sit arbejdsliv med drama og festforestillinger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste