24 musikalske oplevelser: Julekalender er ved at blive optaget i kirken
I disse tider, hvor det næsten er umuligt at samles til fælles juleaktiviteter, er det med at finde på noget nyt. Det har de gjort i Sindal Pastorat.
For at sikre den rette julestemning for børn og voksne sendes en musikalsk julekalender på Sindal sogns Facebookside fra den 1. til 24. december. Julekalenderen kan også ses via sognets hjemmeside.
Hver dag åbnes en ny låge og bag lågen gemmer sig en musikalsk oplevelse, der henleder tankerne på julens begivenheder.
På nuværende tidspunkt er de første 15 afsnit indspillet. De sidste 9 afsnit optages i disse dage. Det er organist Marianne H. Jakobsen, der har fået ideen og skrevet manuskriptet til julekalenderens 24 afsnit. Kirketjener Anna Pedersen er producer, og som sådan optager og redigerer hun de mange afsnit.
Medvirkende i julekalenderen er Sindalkoret, Sindal Brass Band og Sindal Skoleorkester med Kristina Hansson som dirigent. Desuden medvirker solister fra Sindal og Astrup samt Sindal-Astrup kirkers kor Rødderne og kirkesanger Christina Kjærulff.