234 skolebørn spiller floorball
Tirsdag 7. november skal lokale skolebørn svede og grine i jagten efter den hvide floorball i stadionhallerne Hjørring.
234 børn fra 0. - 3. klasse fra lokale skoler kan se frem til at prøve kræfter med den begyndervenlige stavsport ved Skolernes Floorballdag.
Dagen kommer til at byde på masser af floorballspil, så børnene gennem sjov og bevægelse får en forsmag på alt det gode, floorball kan tilbyde som fritidsaktivitet. Det er Hjørring Titans, der står for arrangementet i Hjørring.
- Floorball er en sjov sport, som let fanger, da det er en let tilgængelig sport, som ikke kræver en masse udstyr. Alle kan være med uanset alder og niveau, hvilket er et vigtigt parameter. Man er i bevægelse hele tiden, når man spiller, og det giver god motion, fortæller Thorbjørn Ovedal fra Floorball Danmark.
Skolernes Floorballdag er en del af Danmarks største sundhedsprojekt for skoleelever, Aktiv Året Rundt, som er økonomisk støttet af Nordea-fonden. Projektets mål er, at børnene opnår sundere vaner og oplever, at det kan være sjovt at være sund.