Billede beskrivelse

20 års jubilæum fejres med masser af musik

31. maj 2017 kl. 05.45

- Jeg fejrer i pinsen 20 års jubilæum på Fishermans Rest samt generationsskifte, meddeler værten på pubben i Nr. Lyngby Svend Hvorslev.

Som tidligere nævnt indgår hans nevø Torben Hvorslev som partner, for på sigt at overtage stedet.

- Jeg går på pension ligesom Prins Henrik, men vil dog være til stede på Fishermans Rest nogle år endnu i et eller anden omfang, tilføjer han.

Lidt kongelig har man jo lov at være.

- Vi fejrer de 20 år med et overdådigt musikprogram, der strækker sig over tre dage. Det starter fredag den 2. juni kl. 21 med Kræn West på scenen.

Det er et velkendt orkester på pubben med forsangeren Jens Ole, den berømte fløjtespiller Jens Memphis fra "De Gyldne Løver" og Jens Ole fra Schåmpis Venner. De er altid klar til en irsk ballade.

Pinselørdag den 3. juni kl. 21 er det nordjyske rock’n blues band Smokehouse klar til at underholde til jubilæet. Det 6 mand store band står for - rock der rykker.

Jubilæumsfestlighederne slutter af med irsk, der altid har været grundstammen i musikprogrammet på Fishermans Rest. Søndag den 4. juni bliver en stemningsfyldt aften i den irske musiks tegn. McGuinnes går på scenen kl. 21 med traditionelle instrumenter som harmonika, guitar og fløjte kombineret med keyboard og trommer samt sang og kor.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste