1900 deltagere til orienteringsløbet i Tversted Plantage
1900 deltagere havde snøret skoene for at løbe i sne gennem Tversted Plantage og Aalbæk Plantage.
- Det er gået glat.
Sådan svarede Ann Dissing på spørgsmålet om, hvordan orienteringsløbet Nordjysk 2-dages var gået for arrangørerne OK Vendelboerne, Hjørring.
- Aflyse? Aldrig. Vejret er fantastisk herinde. Vi kan sagtens løbe i sneen, løberne har jo sko på til at færdes i terrænnet. Mange løber i pigsko, fortæller hun, mens vi går ind i skoven og står ved et knudepunkt, hvor løberne tager i alle mulige retninger. Her er så smukt i det bakkede landskab og koldt er det overhovedet ikke. Man bliver glad af at være her.
Orienteringsløb er i sandhed en sport for alle aldre. Masser af børn løber forbi, men også ældre damer passerer forbi efter de har stoppet op ved posten og kigget på kortet.
Den største udfordring er alt elektronikken, der kan have svært ved at klarer frosten.
På hver af de over 100 poster skal løberne registrere sig med en chip. Men nu lyder meldingen at post 52 er stået af, og ikke er mulig at få til at virke.
- Men det er alligevel imponerende, at det kan lade sig gøre med al den elektronik. Vi kan oplyse løberne med det samme, hvordan det er gået, siger Ann Dissing.
Ann Dissing er også samaritter på stedet, og en ung mand henvender sig til hende med den mest almindelige skade, han har fået en gren langt ind i øjet, men heldigvis er der ikke sket noget alvorligt.
- Ellers har vi ingen skader haft, forsikrer hun og der er slet ingen løbere, der er faldet og har brækket noget.