17 glade drenge fra SIF Fodbold er sammen med deres trænere Steffen Haabendal-Jessen og Anton Nielsen på vej til Verona Cup i Italien iført deres nye træningsdragter sponsoreret af Martin Kok. Foto: Privatfoto
Livet her

17 spillere fra Sindal Idrætsforening giver bolden op i Italien

18. oktober 2021 kl. 15:30

SINDAL: Som den første turnering efter Corona deltager 17 U16 drenge og to trænere fra Sindal Idrætsforening i den store internationale Verona Cup i Italien i efterårsferien.

Drenge og trænere kørte med Vikingbus fra klubhuset lørdag formiddag med kurs mod Gardasøen, hvor de forventes at være fremme tidligt søndag morgen.

Holdet indkvarteres på den 5-stjernede campingplads Bella Italia med masser af forskellige faciliteter som swimmingpools, vandland, boldbaner, restauranter og et fællestelt, hvor der onsdag aften er alkoholfrit Disco Party.

Drengene bruger søndagen til afslapning på den luksuriøse campingplads og måske til et besøg i den nærliggende forlystelsespark Gardaland. Med kun små ti minutters gang fra campingpladsen til den hyggelige by Peschiera del Garda er der også gode muligheder for shopping.

Mandag går det så løs med fodboldkampe. Holdet skal spille mindst fem kampe mod andre hold fra Danmark, inden hjemrejsen torsdag med forventet ankomst til Sindal fredag formiddag.

Verona Cup er en ungdomsturnering for alle fodboldglade piger og drenge i alderen 10 til 19 år, som elsker at spille fodbold og være sammen med deres holdkammerater. Verona Cup finder sted ved Gardasøen i Italien, og modtager hvert år op mod 2.400 fodboldglade piger og drenge, trænere og ledere fra klubber rundt om i Europa. Der bliver spillet fodbold på tværs af de mange forskellige klubber, danske såvel som udenlandske fra lande som Finland, Italien, Tjekkiet, Polen og Bulgarien, så der er god mulighed for at møde udenlandske hold.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu