Livet her

150 var samlet for at finde byens sjæl

07. oktober 2022 kl. 08:43

”Sæt ord på Sindals Sjæl”. 

Sådan lød oplægget, da 150 borgere onsdag aften havde indfundet sig i Sindal Hallerne for at bidrage til igangsættelsen af en proces, der blandt andet skal skabe mere optimisme i byen. 

Sindal Udviklingscenter, Sindal Handel, Sindal Borgerforening og Sindal Biogas står bag projektet, der har fået den forpligtende titel, Sindal Fremad.

Onsdagens opstart løb dels af stablen som en introduktion til projektet og dels som en debataften med udgangspunkt i netop ovennævnte oplæg. De fremmødte blev inddelt i små grupper, hvorefter ordstyrer Stener Glamann fra det lokale kommunikationsbureau, Tankegang, bad forsamlingen om at nedfælde egne præferencer for lokalområdet. 

150 sjæle havde indfundet sig til det indledende arrangement.

Det udmøntede sig i de tre nøgleord, natur, foreningsliv og tryghed. 

- Der kom rigtig mange bud, men overordnet var det disse tre begreber, der gik igen og som vi nu arbejder videre med, siger Stener Glamann. 

- Indledningsvis har det været vigtigt at få etableret et fundament for byens selvforståelse. Tre nøgleord, som de fleste kan forholde sig til, kan vise sig afgørende i det kommende arbejde. I hvert fald er det væsentligt, at borgere, foreninger og virksomheder også kan se dem selv i eventuelle fremtidige udviklingsprojekter. Her skal byens sjæl med andre ord være med, lyder det videre fra Stener Glamann.

Stener Glamann fra bureauet Tankegang var aftenens ordstyrer.

En by med sammenhold

Er Sindal Fremad således et forsøg på at samle kræfterne om udvikling og dynamik, så er Sindal traditionelt en by med stort sammenhold. Sindal Marked har i mange år været et fundament for frivilligheden, der blandt andet har forplantet sig i et stort og omfattende foreningsliv. 

Netop foreningslivet og traditionen for sammenhold havde lokket Lea Sørensen til borgermødet forleden. Med sig havde hun datteren, Iben på 5 år, der i lighed med adskillige andre medbragte poder kunne muntre sig med aktiviteter for børn i salen ved siden af. 

- Jeg synes bare det er vigtigt, at vi står sammen i Sindal. Derfor er jeg kommet i dag, fortæller Lea Sørensen. 

- Hjemme hos os er vi involveret i FDF, men der er jo masser af andre gode foreninger her i byen. Som jeg ser det, skal foreninger, borgere og virksomheder forsøge at ride i samme retning. Så når vi længst. Derfor synes jeg også, at Sindal Fremad er et fantastisk projekt. Jeg er sikker på, at det bliver til stor gavn for byen, konstaterer Lea Sørensen.

De fremmødte blev inddelt i mindre debatgrupper. Her er det fra venstre Birger Milton, Elsebeth Poulsen, Yrsa Risager, Morten Glenthøj og Thomas Stubbe.

Skal konkretiseres

Også det kommende borgermøde forventes ifølge Stener Glamann at blive et trækplaster. Her lægges der primært op til en debat om fremtidsønsker. 

- Lige nu er vi i færd med at sammenfatte resultaterne fra det første møde og derefter skal vi til at konkretisere nogle ting, beretter Stener Glamann. 

Han fortæller videre, at der i begyndelsen af det nye år sendes en avis på gaden til samtlige husstande. Her præsenteres visionerne, inden der til marts afvikles endnu et møde, hvor der efter planen skal lanceres en række nye projekter baseret på den fælles vision. 

Aftenen udmøntede sig i et væld af bud på Sindals Sjæl. I forgrunden formanden for Sindal Udviklingscenter, Annette Jensen.

- Det er i hvert fald målet, fastslår Stener Glamann. 

- Jeg er overbevist om, at vi med Sindal Fremad og det arbejde vi nu har sat i søen vil lykkes med at samle byens kræfter baseret på et fælles dna. Vi er under alle omstændigheder kommet godt fra start. Den store opbakning forleden var overvældende og vi glæder os allerede til næste samling.

Onsdagens arrangement blev i øvrigt krydret med fællesspisning. Det samme gør sig gældende ved det kommende borgermøde, der afvikles den 16. november.

Annonceret indhold

Nyeste