Billede beskrivelse

14 velkomstposer uddelt til nye borgere i Lendum

08. februar 2018 kl. 13.02

Mange fornyelser og mange arrangementer var hovedtemaet i formand Kjeld Nielsens beretning, da Lendum Kultur & Borgerhus / Borgerforeningen forleden holdt generalforsamling og gjorde status for det seneste års virke.

I vinters blev lavet nyt loft i mødelokalet. Nyt højttaleranlæg med teleslynge er sat op i salen. De 50.000 kr. det kostede, blev sponsoreret af ENV Fonden. Hen over foråret stod det på renovering af Soltorv Pizza, som pynter flot i gadebilledet med de nye infotavler. Der er også indkøbt et køleskab og en ovn mere til kulturhuset, da pladsen var for trang til Solvejs mange fester og mad ud af huset.

Sidst på året er der blevet uddelt Velkomstposer til de nye tilflyttere. Posen består af et gavekort fra Dagli`Brugsen på 200 kr., et gavekort fra Lendum Kultur & Borgerforening på 300 kr. samt et medlemskab indtil foråret 2019. Kirken bidrager med to poser kaffe og et kirkeblad, og LUGI med fri adgang til en Sjov lørdag for hele husstanden. Derud over er der en pjece fra Lendum Skole Center, Menukort fra Soltorv Pizza og en Lendum Kalender. Dette tiltag bliver meget positivt modtaget af de nye borgere. Der er uddelt 14 poser i 2017, så der kommer nye borgere til i øjeblikket.

Julebelysningen giver stadig problemer, men man forsøger at få pengene retur fra det firma som leverede lyskæderne, da de ikke virker optimalt. Så må projektet laves om igen desværre.

I øjeblikket sendes ansøgninger ud til fonde i et forsøg på at få penge til en handicap elevator. Det vil medføre en del ombygning i kulturhuset og bestyrelsen håber at få gang i projektet i 2018/ 2019.

Soltorvet er også godt på vej. På nuværende tidspunkt mangler ur viseren og punkter langs kanten, som viser klokkeslæt og månederne. Kraftdyrene skal også sættes på plads og så kommer der et kunstværk mere af Claus Ørntoft, hvis midlerne dertil bliver fundet.

Herefter var det kassereren Niels Bach, som fremlagde regnskabet. Det var et flot regnskab, som indikerede at Kulturhuset er i en fantastisk fremgang, med mange gode tiltag. Udlejningen stiger stødt og der kommer rigtig mange til de forskellige arrangementer. Banko spillet har bl.a. fået godt fast i en trofast skare på 80 - 110 personer hver tirsdag og til Julebanko, som også var 85 års Jubilæum for bankospillet i Lendum, mødte 220 op. Til den årlige julefrokost var der 160 personer og til Kvindernes modeshow mødte 100 op.

Kontingentet blev fastsat til igen 100 kr. pr. husstand og 50 kr. for enlige.

På valg var Kjeld Nielsen og Sten Schütt og de blev begge genvalgt. Som første suppleant blev en af de unge tilflyttere valgt og det var Jeppe Simmelsgård Overlade fra Ulvmosevej. Som anden suppleant blev Asger Christensen genvalgt. Som revisorer blev Asbjørn Nielsen Genvalgt og da Per Nielsen ikke ønskede genvalg, kom Kurt Christensen ind. Revisor suppleant Michael Dalgas blev genvalgt.

Bestyrelsen konstituerede sig herefter således: Formand Kjeld Nielsen, næstformand Sten Schütt, Kasserer Niels Bach, sekretær Liselotte Dam Christensen og menigt medlem Jess Ringberg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste