110 deltagere mødte op til Fællesspisning i Ingstrup Forsamlingshus

11. marts 2022 kl. 18.00
Opdateret 15. marts 2022 kl. 08.48

Ingstrup Forsamlingshus er over 125 år gammelt, og har i alle årene været rammen om mange hyggelige arrangementer for beboerne.

De fleste i Ingstrup og opland har et tilhørsforhold, da det også har været ramme for mange beboeres dåbs-, konfirmations- og bryllupsfester. Senest har der været juletræ, fastelavnsfest og seniorklub.

Nu er det også blevet samlingsstedet, hvor både børnefamilier og de ældre mødes om et godt hjemmelavet måltid mad og hyggesnak en gang om måneden.

Til fællesspisning i marts blev der serveret flæskesteg med tilbehør, og her mødte 110 deltagere i flere generationer op - lige fra babyer til bedsteforældre.

- Mange inviterer også pårørende med andre steder fra. Der skulle skrælles 40 kilo kartofler og steges 35 kilo kamsteg, og der var rigeligt med mad, fortæller formanden for forsamlingshuset, Søren Mortensen.

- Forsamlingshusets bestyrelse står for madlavning og borddækning, og bagefter hjælper mange med at bære tallerkner ud og rydde op. Det gør, at det føles meget hjemligt og familiært. Det hele kører ved hjælp af en frivillig indsats, siger han.

Formanden glæder sig over, at man endelig kan samles uden at skulle tænke på coronavirus. Dem, der måtte melde fra på grund af corona, fik maden leveret ud.

- Ingstrup Forsamlingshus - Borgernes Hus er en sammenslutning af tidligere foreninger i Ingstrup, og den fungerer som byens beboerforening, fortæller Line Vagner Hjørringgaard fra bestyrelsen.

- Den står for byens flagallé og julebelysning, afholder fastelavn, juletræsfest, Sankt Hans, julefrokost, herrefrokost og serverer gratis morgenmad 2. lørdag i juli måned til sommerfest og meget, meget mere, forklarer hun.

Foreningen driver forsamlingshuset - herunder udlejning af festlokaler, vedligeholdelse både ude og inde samt udlejning af lejlighed.

Man kan støtte arbejdet for byen ved at melde sig ind i foreningen. Medlemmer får til gengæld rabat ved leje af huset.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste