Livet her

100 år fejret med afsløring af buste

Victor Petersen blev mindet med ord, sang og bronze-buste på Herregården Odden

28. maj 2018 kl. 10:40
MYGDAL: Victor Petersens 100-årsdag blev lørdag markeret med mindeord, sang og afsløring af en portrætbuste i borggården på Herregården Odden i Mygdal ved Hjørring. Samme dag blev en sti ved Møllesøen nord for Herregården indviet.
Solen sendte sine varme ståler ned i borggården og udgjorde et skarpt rampelys på dagens talere og det charmerende børnekor fra Bjergby-Mygdal, der indledte mindedagen. Og dér - badet i sollys - blev den nye bronzeskulptur afsløret.
Victor Petersen er stifteren af den store samling af J. F. Willumsens værker, der i dag kan ses på Herregåden. Victor Petersen og hans hustru Kirsten Petersen overdrog fra 1969 og frem til hans død i 2002 hen ved 1350 værker af J. F. Willumsen til en fond, ligesom de i 1992 skænkede herregårdens historiske, fredede bygning til fonden.
Busten af Victor Petersen er udført af billedhugger Robert Lund-Jensen og er en gave fra samlingens støtteforening - Fæstebondeforeningen.
Formand for Fæstebondeforeningen, Agnes Pilgaard, havde æren af at afsløre den nye bronzebuste.
- Det glæder mig på Fæstebondeforeningens vegne at kunne skænke denne flotte buste, sagde Agne Pilgaard og tilføjede, at foreningens formål blandt andet er at biddrage til indkøb af kunst til Willumsen-samlingen.
Victor Petersens hustru samt børn og voksne fra slægten overværende sammen med et stort gæstebud afsløringen.
- Begge mine forældre havde stor passion for kunst, fortalte Morten Petersen, søn af Kirsten og Victor Petersen.
Han var sammen med resten af familien stolt over den gestus og anerkendelse, busten er udtryk for.
- Det er godt at se, at Odden Herregård står stor, flot og nyrenoveret med en meget flot udstilling. Det kan vi være stolte af, og jeg er meget sikker på, at min far Victor vil sidder deroppe på en lille lyserød sky og vinke til os alle sammen og billige, hvad der sker på Odden, tilføjede Morten i sin mindetale.
Han glædede sig over første skridt til reetablering af Odden Møllesø og lod forstå, at han også gerne ser voldgravanlægget reetableret.
Byrådsmedlem og udvalgsformand Søren Smalbro deltog på festdagen, hvor stien til den nyanlagte møllesø blev indviet.
- Det er hævet over enhver tvivl, at Odden har stor både kulturel og historisk værdi for hele området og langt uden for det, sagde den lokale politiker.
- Det er et stykke Danmarkshistorie af ypperst og fineste karakter.
Søen var i flere hundrede år grundlag for drift af en vandmølle, men den blev drænet bort i begyndelsen af det 20. århundrede. Den er i 2017 blevet delvis reetableret, takket være støtte fra Louis Hansen Fonden og 15. junifonden og i tæt samarbejde med Hjørring Vand. Og såvel Morten Petersen som Søren Smalbro ser i øvrigt gerne, at søen kan brede sig mere i det lavliggende område nord for Odden.
- Det er et betydeligt og imponerende anlægsarbejde, som stien sikrer, man nu kan nyde fra flere sider. Anlægget er ikke færdigt - det er begyndelsen på et nyt stykke naturhistorie.
Fugle, haletudser og fisk har indtaget søen, og gæsterne fik med hjælp fra naturvejleder Jakob Kofoed set flere af beboerne.
Annonceret indhold

Nyeste