1. plads og oprykning til Hjørring Håndbold
- Alt i alt en halvsæson, som klubben kan se tilbage på med stor tilfredshed, lyder det fra klubben
HJØRRING: 3. division herrer på 1. pladsen og U18 drengene fejrede oprykning til 2. division - det er de markante resultater efter sidste spillerunde for Hjørring Håndbold.
Med en sejr på 25-22 over Løgstør i lørdagens kamp, sikrede herreholdet i sig 1. pladsen i 3. division.
U18 drengene lod ikke chancen for avancement gå fra sig, da Hjallerup tabte til Dronninglund og dermed gav Hjørring mulighed for at indtage 1. pladsen. Med en særdeles overbevisende sejr over Tårs på hele 34 –12, kvalificerede holdet sig til at spille i 2. division efter jul.
U14 pigerne vandt med 19 – 15 over AIK Vejgård og tog dermed 3. pladsen fra dem.
For U-16 drengene blev der ingen fjer i hatten - lige ved og næsten mod rækkens nummer 1 – Sæby – der trak det længste strå og vandt 21 - 20. Hjørring førte endda 16 – 12, men en udvisning ved stillingen 20 - 20 kom til at koste sejren.
Lige ved og næsten blev det også for jyllandsserie-damer. Holdet måtte se sig slået 17 – 15 af Aalborg HK, som dermed sikrede sig første pladsen og de to bonuspoint til turneringen efter jul.
Serie 2 damer sluttede af med maner. Holdet vandt over Thise med hele 34 – 17 og er dermed ubesejret i 1. turneringsrunde.
Det resultat stod serie 3 herre ikke tilbage for. 20 point i 10 kampe - og holdet er klar til serie 2.
3. hold damer er ligeledes gået ubesejret gennem 1. runde af turneringen og er rykket op i serie 3.
- Alt i alt en halvsæson, som klubben kan se tilbage på med stor tilfredshed, lyder det fra klubben.