Lidt orkan kunne ikke stoppe Stafet For Livet
HJØRRING: Stafet For livet er et døgn, der symboliserer livet med kræft.
Op og nedture, håb, glæde, smerte.
Det fik arrangørerne i den grad at føle i weekendens Stafet For Livet i Hjørring. Regnfulde dage med opstilling og glæde over resultatet om fredagen blev afløst af panik, da orkan væltede en del telte og ødelagde en masse fredag aften.
Friske nye telte kom op meget tidlig lørdag morgen, og en fantastisk lørdag med smukke taler og masser af koncerter blev efterfulgt af en meget våd aften, hvor den smukke lysceremoni med tale fra Pernille Hovaldt næsten druknede.
Kun lige under talen og sangene fra pigerne fra Nordjysk pigekor var der ro. Efterfølgende kom torden, regn og lyn . Både Stafet-konsulent fra Aalborg og Horsens ringede bekymret ved midnatstid på grund af vejrforholdene. Men natten blev stille og næsten tør. Der var masser af nattegængere, der løb og gik i mørket.
Lyset bryder frem og solen varmer. Indtil klokken 10.00 søndag var der gang i Stafet For Livet, der ser frem til rekorder i år. Der er mulighed for at støtte indsamlingen i 2 uger endnu på www.stafetforlivet.dk under Hjørring.