Kreativitet og fællesskab: Sabbie Keramik blomstrer i sine nye lokaler
HJØRRING: Midt i en kreativ eksplosion af farver og former finder du Sabbie Keramik – i Strømgade.
Der er plads til nysgerrige og kreative sjæle, keramik elskere og kaffetørstige forbipasserende.
De nye lokaler rummer meget mere end bare butik og værksted. Nu er her også et hyggeligt caféområde, både inde og ude, hvor alle er velkomne – uanset om man er på workshop eller blot kunne tænke sig at nyde en god kop kaffe eller en forfriskende limonade. Det hele fås også som to-go, hvis man er på farten.
Et kreativt univers i lyserødt og ler
Når du træder ind i butikken, mødes du straks af glade farver. Til venstre finder du et fristende udvalg af keramik, som Sabbie og hendes team selv producerer – farverige kopper, vaser, flag og meget mere. Til højre er det nye caféområde med bløde lyserøde stole. Her kan du nyde lidt lækkert fra caféen og samtidig prøve de fine keramikbrætspil.
Keramiksalget boomer og der er travlt i både butik og værksted.
Workshops for alle – børn og voksne
På samme etage som butikken kan man nu også deltage i forskellige workshops: dekoration af keramik, ler og tufteworkshops.
I sommerferien sker der noget helt særligt for børn. Fra tirsdag til fredag i uge 29 afholdes der ler-sommercamp for børn i alderen 9-15 år. Her kan unge talenter fordybe sig i lerets verden. Der vil også blive åbnet op for en sommercamp, hvor der udelukkende dekoreres keramik. Så er dit barn mere til pensel end ler, så er det også en mulighed.
På sigt er drømmen at få åbnet op for barselscaféer, hvor du som barslende far/mor kan tage din baby med og komme og nyde et par kreative timer.
Sabbie Keramik er mere end en butik - det er et sted for fællesskab, fordybelse og farverig fantasi. Så uanset om du er til en god kop kaffe, keramik eller lidt af det hele, så er stedet bestemt et besøg værd.