Kendt musikprofessor besøger demensvenligt sangfællesskab
HJØRRING: Sangkraft Hjørring inviterer som en del af sit nye projekt med Demensvenlig Sangfællesskab i Hjørring Kommune til en temaeftermiddag.
Temaeftermiddagen foregår i musiksalen på Vendsyssel Teater, Banegårdspladsen 4, 9800 Hjørring torsdag den 20. marts fra klokken 14.30 til 16.00.
Byrådspolitiker Thomas Klimek byder velkommen, og oplægsholder er professor i musikterapi, Hanne Mette Ochsner Ridder fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet.
Hanne Mette Ochsner Ridder forsker i, hvordan sang og musik kan skabe tryghed, livsglæde og fællesskab, der kan medvirke til at skabe højere grad af trivsel og værdighed hos mennesker med demens. Ligeledes forsker hun i, hvordan sang og musik kan indgå i demensomsorgen.
Nogen vil måske også huske Hanne Mette Ochsner Ridder fra en udsendelsesrække på DR, hvor seerne fik mulighed for at følge Demenskoret. Her var det Hanne Mette Ochsner Ridder, der havde udfærdiget de spørgeskemaer, som deltagerne i DR Demenskoret skulle udfylde før og efter forløbet.
Annette Bo Nielsen, der er projektleder hos Sangkraft Hjørring understreger, at temadagen ikke kun er for fagpersonale.
- Det er for alle med nysgerrighed efter at vide mere. Måske er du selv diagnosticeret med demens, måske er du pårørende, måske deltager du i en sammenhæng, hvor du møder mennesker, der er udfordret af demens, eller måske kommer du til det i fremtiden, siger hun.
Arrangementet af med en fællessang med Nordjysk Pigekors Juniorkor på scenen.
Tilmelding til temaeftermiddagen sendes til projektleder Annette Bo Nielsen, Sangkraft Hjørring på mail: projektledersangkrafthjoerring@gmail.com.